Minnesota United FC fra amerikanske MLS har ifølge Tipsbladet taget kontakt til Silkeborg IF for at hente klubtopscoreren Callum McCowatt i en vintertransfer.
Den 26-årige newzealænder har været en af Silkeborgs mest målfarlige spillere denne sæson med otte scoringer i Superligaen på trods af, at holdet ligger i den tunge ende af tabellen.
Minnesota United skulle være den mest konkrete bejler blandt flere udenlandske interesser, men et skifte kræver, at Silkeborg er villig til at slippe angriberen, som stadig har kontrakt til den 31. december 2027.
McCowatt kom til Silkeborg fra FC Helsingør i 2023 og har siden etableret sig som en vigtig offensiv profil for midtjyderne.
SIF4ever.dk erfarer, at Callum McCowatt kun bliver solgt, hvis prisen er den helt rigtige. Silkeborg IF forventes ikke at lade klubbens topscorer forlade Søhøjlandet for under 25 millioner kroner.
Dermed kan McCowatt ende med at blive handlet til en pris, der placerer ham omkring klubbens salgsrekord, hvis et skifte bliver en realitet i det nuværende transfervindue.
Foto: Ulla Myrhøj













