Søhøjlandets Stemmer har i deres traditionsrige adventsspecial haft besøg af Orla Madsen. En af de helt centrale klubmænd, som har været med omkring Silkeborg IF siden begyndelsen af 1980’erne.

I en hyggelig, men også historisk snak ruller Orla Madsen historien tilbage til 1982 til en tid, hvor Silkeborg IF langt fra var en etableret størrelse i dansk fodbold, og hvor klubben i hans egne ord “jo ikke var noget særligt”.

“Jeg kom faktisk med i 1982. I 1982 var Silkeborg IF jo ikke noget særligt, når vi sammenlignede med Ikast, AGF, Vejle og Viborg,” mindes Orla Madsen i det store interview med Søhøjlandets Stemmer.

Et tilfældigt ja – der ændrede alt

Orla Madsen kom ind i SIF-kredsen nærmest ved et tilfælde. En lille gruppe lokale ildsjæle mente, at Silkeborg ikke længere kun skulle være en klub, der udviklede talenter for derefter at se dem forsvinde til større adresser.

“Vi var meget stolte af i SIF at udvikle vores egne talenter. Og så kom de ud og spillede i de klubber der. Og så var der pludselig nogen, der sagde, at vi ikke skulle prøve at lave noget selv.”

Det blev startskuddet på et projekt, der i begyndelsen hverken havde penge, professionelle strukturer eller store planer, men som havde vilje, relationer og et fælles mål.

“Mr. Silkeborg”? Den titel sagde han nej til

I adventsspecialen bliver Orla Madsen præsenteret med et glimt i øjet som “den originale Mr. Silkeborg”. Den titel tager han dog afstand fra og peger i stedet på andre.

“Mr. Silkeborg, det ville jeg slet ikke hedde,” fastslår Orla Madsen og peger i stedet andre steder hen:

“Det kan jo være Drewsen, hva’?”

Titlen hænger dog sammen med en mangeårig intern joke med Morten Bruun, som ifølge Orla selv var langt mere “Mr. Silkeborg” end ham.

Barndommens stadionoplevelse satte spor

Orlas forhold til fodbold og SIF går langt tilbage. Han voksede op i Ilder mellem Grønbæk og Ans og blev som dreng taget med til det gamle Silkeborg Stadion af en nabo.

“Jeg kan se det nu for mig… at vi kom om på Silkeborg Stadion og sad ved sidelinjen på to stole. Det var så tæt på det hele… det glemte jeg faktisk aldrig.”

Den oplevelse blev et varigt bånd til klubben og måske også forklaringen på, hvorfor han senere sagde ja til at engagere sig.

Et stadion uden rammer og en kommune, der skulle overbevises

Da arbejdet med at løfte klubben for alvor gik i gang i 80’erne, var forholdene primitive.

“Det gamle stadion… det var jo ingenting,” påpeger Orla Madsen og tilføjer:

“En lille overdækning med nogle gamle bænke, som i den grad var regnet ned.”

Selv helt basale ting som lys på stadion var ikke givet på forhånd.

“Så måtte vi selv betale de to lysmaster, og kommunen betalte de to andre,” smiler Orla Madsen.

Ifølge Orla krævede det både stædighed og mange forklaringer, før kommunen for alvor begyndte at bakke op.

Frivillighed, nætter og ingen penge

Noget af det, der fylder mest i Orla Madsens fortælling, er den massive frivillige indsats bag kulisserne.

“Vi var jo ingen mennesker. Vi var bare sådan nogle få. Det er jo de samme mennesker, der stod klokken to om natten og lavede annoncer og kampprogrammer.”

Der var ingen lønninger, ingen store budgetter – kun et fælles ønske om at få klubben til at fungere.

“Og ikke en krone til nogen som helst.”

Aktierne: 1.000 kroner og store drømme

Et vigtigt skridt i udviklingen var salget af aktier til 1.000 kroner stykket, som skulle give klubben mulighed for at tage næste skridt sportsligt.

“Vi gik ud til alle verdens mennesker og solgte en aktie til 1000 kroner. Jeg købte bare en enkelt af dem.”

Pengene blev blandt andet brugt på at hente Bjarne Jensen hjem som træner og på at professionalisere hverdagen en smule.

Viggo Jensen ændrede kulturen

Da SIF i 1987 rykkede op i den bedste række, blev Viggo Jensen en afgørende figur. Ifølge Orla var det her, kulturen for alvor blev ændret.

“Viggo Jensen… han kunne jo gå helt amok. Men han skabte alt det, der skulle til – nemlig indsats.”

Viggo Jensen var med til at sætte standarder for disciplin og seriøsitet, som klubben kunne bygge videre på.

Ingen sportschef – bare relationer og kaffe på kanden

I dag er scouting, data og sportschefer en selvfølge. Dengang var virkeligheden en helt anden.

“Vi havde jo ikke nogen sportschef,” påpeger Madsen.

Spillere blev hentet via netværk, relationer og personlige besøg – som historien om Jakob Kjeldberg, hvor SIF-folkene kørte til Holstebro for at lave aftalen hjemme hos familien.

“Der var kaffe på kanden, og hans mor havde lige bagt kringler. Så lavede vi en aftale med Jakob.”

Jakob Kjeldbjerg spillede 73 kampe for Silkeborg og blev solgte til Chelsea i 1993.

Bartram-handlen, der ændrede økonomien

Orla Madsen fortæller også om Jan Bartram – et transferkup, der fik enorm betydning for klubbens økonomi.

“Vi fik ham for 25.000,” smiler Orla Madsen og røber også salgsprisen: “Der solgte vi ham til 1,4 millioner.”

En del af pengene blev sendt direkte videre til amatørafdelingen – et billede på den balance mellem elite og bredde, som ifølge Orla altid har været en del af SIF’s DNA.

Hvorfor interviewet rammer noget særligt

Adventsspecialen med Orla Madsen er ikke bare julehygge og anekdoter. Det er et sjældent indblik i den periode, hvor Silkeborg IF blev bygget op af mennesker, der ikke ventede på strukturer, men skabte dem selv.

Og måske er det netop derfor, Orla Madsen stadig fylder så meget i fortællingen om klubben: Ikke fordi han søger titlerne, men fordi han var der, da SIF gik fra “ingenting” til noget, der kunne bære sig selv.