5.807 dage siden sidst – kan historien gentage sig?
Mandag aften klokken 19.00 venter Brøndby IF på Brøndby Stadion.
Det er kamp nummer 98 mellem Silkeborg IF og Brøndby IF – og for SIF er der en helt særlig statistik, der står og blinker før opgøret.
Der er nemlig gået 5.807 dage siden Silkeborg IF sidst kunne forlade Brøndby Stadion med tre point.
Vi skal helt tilbage til 26. september 2010. Dengang vandt SIF med 2-0 efter mål af Kaimar Saag og Christian Holst. På holdkortet stod blandt andre Lasse Heinze, Dennis Flinta, Jim Larsen, Thorbjørn Holst Rasmussen, Frank Hansen, Martin Ørnskov, Martin Svensson, Christian Holst, Jesper Bech, Henrik “Tømrer” Pedersen og Kaimar Saag.
Det var en af de dage, hvor SIF virkelig satte sig på Brøndby Stadion. Og en af spillerne på det unge Brøndby-hold var Daniel Wass.
Den unge Daniel Wass
På mandag kan han meget vel stå på banen igen – 16 år senere og med et noget større erfaringsgrundlag. Lad os håbe, at den gamle Daniel Wass får præcis samme oplevelse som den unge Daniel Wass gjorde dengang.


Kamp nummer 98
Mandagens opgør bliver altså det 98. møde mellem Silkeborg IF og Brøndby IF. Og hvis man kigger ned over de mange tidligere opgør, er der ét resultat, der går igen.
1-2.
Hele 13 gange er kampen mellem SIF og Brøndby endt med et 1-2-nederlag til Silkeborg.
Det gør 1-2 til det mest almindelige resultat i historien mellem de to klubber.
Så hvis historien absolut skal gentage sig på mandag, må vi meget gerne ændre lidt på fortegnet.
Et 2-1-resultat til Silkeborg ville nemlig være ganske passende.
Fra Sjælland til Sjælland
Der er også en anden interessant statistisk vinkel på mandagens kamp. Silkeborg kommer direkte fra en udekamp på Sjælland, hvor FC Nordsjælland ventede i forrige runde.
Og nu går turen altså tilbage til Sjælland igen. Det er faktisk 17. gang i Superliga-æren, at Silkeborg har haft to udekampe på Sjælland lige efter hinanden.
Her bliver statistikken interessant: Silkeborg IF har aldrig tabt begge kampe.
Det betyder naturligvis ikke, at statistikken kan spille mandagens kamp for os. Men det er da en historie, vi meget gerne vil holde i live.
Sidst det skete…
Senest Silkeborg havde back-to-back udekampe på Sjælland var i foråret 2025. Den 27. april gik turen til Lyngby, hvor SIF måtte rejse hjem med et 2-0-nederlag.
Tre dage senere ventede Brøndby Stadion. Og her fik Silkeborg revanche på en helt anden måde.
Det blev nemlig til 3-3 i pokalsemifinalen – og dermed fortsatte den gamle statistik: SIF tabte godt nok den første kamp på Sjælland, men tabte ikke den næste.
5.807 dage er længe nok
Der er efterhånden gået så lang tid siden den seneste SIF-sejr på Brøndby Stadion, at mange af nutidens spillere gik i vuggestue! Men mandag aften får Silkeborg chancen for at skrive et nyt kapitel.
📊 Indbyrdes historik
📊 Mest almindelige resultater mod Brøndby IF
📅 Dage siden sidste sejr
⚽ Seneste 5 kampe
📈 Form i sæsoner
📊 Morten Dahm Kjærgaard mod Brøndby IF
Pointsnit: 0,00













