Silkeborg IF må sige farvel til endnu en profil. Angriberen Tonni Adamsen fortsætter karrieren i østrigsk fodbold, hvor han har skrevet under på en to-årig kontrakt med traditionsklubben SK Rapid Wien.
Dermed sætter den 31-årige angriber punktum for et stærkt kapitel i Silkeborg IF, hvor han siden skiftet fra FC Helsingør i 2022 har udviklet sig til en af Superligaens mest afgørende offensive spillere. Adamsen nåede at blive en kæmpe publikumsfavorit på JYSK Park med sin arbejdsradius, målnæse og evne til at levere i de store kampe.
Ifølge flere medier har Rapid Wien længe været interesseret i danskeren, og parterne skulle allerede tidligere i maj være blevet enige om rammerne for aftalen. Nu er skiftet på plads, melder Bold.dk, og Adamsen skal for første gang i karrieren prøve kræfter med udenlandsk fodbold.
Skiftet sker efter endnu en flot sæson i Silkeborg-trøjen, hvor Adamsen igen var blandt holdets absolutte nøglespillere. Han sluttede som klubbens topscorer og leverede både mål og assists i en sæson, hvor SIF kæmpede sig igennem en vanskelig Superliga-sæson.
I alt nåede Tonni Adamsen at spille mere end 150 kampe for Silkeborg IF med over 65 scoringer og et hav af afgørende øjeblikke. Han var blandt andet med til at sikre pokaltitlen i 2024 og blev samtidig kåret til årets spiller i klubben. En SIF-karriere, som på SIF4ever.dk’s legendeliste, placerer ham som den 7. bedste spiller nogensinde.
For Rapid Wien bliver Adamsen hentet ind som en erfaren offensiv forstærkning til den kommende sæson, hvor klubben jagter europæisk succes og en topplacering i den østrigske Bundesliga.
For SIF-fansene bliver det samtidig et vemodigt farvel til en spiller, der på rekordtid skrev sig ind i klubbens nyere historie.
Og Hey Tonni – TAK, fordi du ikke tog til FC Midtjylland i Vestjylland eller Gymnastikforeningen i Århus!
Foto: Ulla Myrhøj













