Da Silkeborg IF midt i 00’erne var ramt af økonomiske nedture, nedrykninger og et ungdomssetup uden retning, var der ikke mange, der forudså, at klubben senere skulle sælge spillere for millioner og blive et af landets stærkeste udviklingsmiljøer.

Men midt i kaosset satte én mand sig ned og skabte det oplæg, der skulle blive starten på en ny æra. Det var Jesper Stüker.

Et klubmiljø på gyngende grund

Da Stüker blev en del af klubbens ungdomsafdeling, var Silkeborg IF presset fra alle sider. Førsteholdet oplevede op- og nedrykninger, økonomien var slidt, og talentudviklingen var blevet efterladt uden retning. Samtidig tog FC Midtjylland for alvor fat i talentmarkedet og hentede nogle af de bedste unge spillere i Jylland.

Stüker beskriver tiden som et wakeup-call for Silkeborg IF.

”Silkeborg var faldet lidt af hesten,” siger han i et stort adventsinterview med Søhøjlandets Stemmer og nævner blandt andet, hvordan spillere som Simon Kjær og Winston Reid blev hentet ud af regionen, før SIF kunne reagere. ”Der var en periode, hvor vi ikke selv havde styr på, hvordan vi reelt udviklede spillere.”

Talentarbejdet var i realiteten styret af tilfældigheder. U19 og U17 trænede forskelligt, afhængigt af hvilken træner der stod i spidsen. Der fandtes ingen fælles filosofi, og ingen kunne være sikre på, at spillere kom igennem alle tekniske og taktiske elementer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stüker skrev planen, ingen bad om

På det tidspunkt arbejdede Jesper Stüker som U19-træner. Han ønskede dybest set at blive fodboldtræner, men hans lærerbaggrund gjorde det umuligt for ham at ignorere de manglende strukturer, han så i klubben. En dag satte han sig derfor ned og udarbejdede et omfattende strategipapir om talentudviklingen i Silkeborg IF.

”Jeg kunne bare se, at der var nogle muligheder her, og at vi ville kunne gøre tingene meget bedre,” siger han.

Læs også: Fra klasselokale til talentfabrik: Jesper Stückers lærerhjerne bag SIFs succes

Dokumentet var ikke et forsøg på at søge en stilling, men et udtryk for, at klubben var nødt til at tænke større. Han afleverede oplægget til ledelsen, og det viste sig hurtigt, at hans tanker ramte noget centralt.

Stüker beskriver sig selv som en, der ikke kan lade være med at blande sig:

”Jeg har nok altid haft en evne til, at jeg ikke kan lade være med at blande mig. Hvis jeg kan se et potentiale, så går jeg i gang.”

I dette tilfælde blev det en af de vigtigste beslutninger i klubbens moderne historie.

U13 som startpunkt – og Sølystskolen som rygrad

SIF begyndte herefter at bygge en ny talentstruktur op. En af de afgørende ændringer var at starte talentudviklingen langt tidligere. Hvor klubben før havde haft struktur fra U17 og op, blev der nu skabt en rød tråd helt ned til U13.

”Det var sådan lidt: Shit, mand,” siger Stüker om beslutningen. ”Men det var nødvendigt.”

Samtidig begyndte klubben at samarbejde tæt med Sølystskolen. Her kunne elever i 7., 8. og 9. klasse kombinere skolegang med både morgen- og eftermiddagstræning. Det skabte et miljø, hvor spillerne blev trænet næsten som fuldtidsprofessionelle – længe før de var fyldt 16.

Stüker havde set noget lignende i Ajax og Barcelona, og han vidste, at strukturen var afgørende. Det handlede om at uddanne spillere gennem en tydelig progression:

”Hvis ikke der var en plan, så kunne det jo være, at de aldrig fik trænet at heade eller sparke.”

Det nye miljø skabte også en kultur, der bar præg af udvikling og ambition.

”Hver eneste halvår kunne vi mærke, hvordan vi rykkede os,” siger Stüker. ”Det var enormt motiverende.”

De første gennembrud og millionerne der fulgte

De store resultater lod vente på sig, for talentarbejde tager tid. Stüker understreger selv, at det typisk tager ”7-8 år” fra en U13-spiller kommer ind i systemet, til han står klar som senior. Det betød, at de første årgange i den nye struktur endnu ikke var gamle nok til at slå igennem.

Men så kom den første bølge.

Kasper Dolberg blev det første store gennembrud og blev fulgt af Robert Skov og Jens Martin Gammelby. De var alle spillere, der havde været en del af den nye talentstrategi – og de blev solgt for betydelige beløb.

Artiklen fortsætter under billedet.

De penge var ikke bare en gevinst, men et nødvendigt fundament.

”Nogle af de penge, vi fik fra Dolberg og videre salget, glemmer man nogle gange. De kom for enden af en 10-årig periode, hvor klubben havde lavet underskud hvert år,” siger Stüker.

Han er ikke i tvivl om, at Silkeborgs talentstrategi var det, der reddede klubben økonomisk i netop den periode, hvor der var mindst plads til fejl.

Ambitionen i Silkeborg IF: At tro på egne spillere

Da Jesper Stüker i 2015 blev sportschef, skete det endnu en gang midt i modgang. SIF havde blot tre point efter 17 kampe i Superligaen, og nedrykningen var nærmest uundgåelig. Klubben skulle spare – og igen blev talentsektoren afgørende.

”Man fandt den billigste sportschef og de billigste spillere. Og de spillere viste sig at blive rigtig gode,” siger Stüker med et smil.

Han understreger, at ambition i Silkeborg ikke skal måles på millionkøb:

”Det er også ambitiøst at tro på, at vi kan udvikle spillere til at være topspillere.”

Og den filosofi er i dag blevet en integreret del af SIFs identitet. Klubben har skabt et miljø, hvor unge spillere udvikles metodisk, og hvor økonomi og sport kan hænge sammen, selv når resultaterne svinger.

Et system, der opstod af en krise

Ser man tilbage, er der en tydelig tråd: Uden kriserne var talentstrategien måske aldrig blevet skabt. Og uden talentstrategien havde mange af de sportslige og økonomiske successer muligvis aldrig fundet sted.

For Silkeborg IF blev løsningen ikke at købe sig fri af problemerne. Løsningen blev at uddanne sig ud af dem.

Og i midten af den fortælling står et citat, der opsummerer Stükers tilgang:

”Jeg tror på det her.”

Det gjorde han allerede i 2007. Og Silkeborg IF er et stærkt bevis på, at han havde ret.