Før sæsonen frygtede jeg, at eksperterne havde ret, når de pegede på Silkeborg IF som en nedrykningskandidat. Ni runder senere står SIF fem point over stregen, de unge blomstrer, og Morten Dahm Kjærgaard har fået en langt bedre start end frygtet. Men der er stadig advarselslamper…
Inden sæsonen skrev jeg en kommentar med overskriften: “Alle dømmer SIF til nedrykning – og jeg frygter, de har ret, men…“
Ni spillerunder senere er det vist på tide at finde den kommentar frem igen. For jeg må allerede nu erkende, at flere af mine bekymringer er blevet gjort til skamme.
Silkeborg IF står efter ni kampe med 10 point og fem point ned til nedrykningsstregen. Det er i sig selv mere, end jeg havde turdet håbe på med tanke på sommerens store omvæltninger. Men næsten vigtigere er det, at man allerede kan se konturerne af det projekt, klubben kastede sig ud i.
En ny og relativt uprøvet cheftræner skulle overtage efter Kent Nielsen. Nicolai Larsen og Tonni Adamsen var væk, transfervinduet havde allerede budt på et markant farvel til flere profiler – og midt i det hele valgte SIF også at sælge truppens største profil, Callum McCowatt, til AGF og sende Younes Bakiz på leje.

Det var med andre ord ikke bare en ny træner, der skulle køres ind. Et markant generationsskifte skulle gennemføres samtidig.
Derfor var der også god grund til usikkerhed før og under sæsonstarten. Hvor hurtigt kunne Morten Dahm Kjærgaard sætte sit præg på holdet? Hvem skulle tage ansvaret efter de etablerede profiler? Og var de unge spillere reelt klar til at træde ind og bære et Superliga-hold?
Ni spillerunder senere begynder nogle af svarene at tegne sig og på flere områder har udviklingen været mere positiv, end man med rimelighed kunne have forventet.
Det var ikke svært at forstå, hvorfor SIF før sæsonen blev nævnt blandt de oplagte nedrykningskandidater. Jeg var selv bekymret, og det er jeg sådan set stadig, for ni kampe afgør ikke en Superliga-sæson.
Men efter de første ni runder må konklusionen være, at det er gået væsentligt bedre, end jeg havde forventet.
Kjærgaard har håndteret en tung arv
Morten Dahm Kjærgaard var et af mine helt store spørgsmålstegn. Ikke fordi jeg havde noget imod ansættelsen, men fordi han overtog et af de vanskeligste trænerjobs, man næsten kunne forestille sig.
Kent Nielsen var ikke bare cheftræner i Silkeborg IF. Han havde gennem mange år været med til at definere klubbens måde at spille og tænke fodbold på. Derfor var det en tung arv at overtage, og Morten Dahm Kjærgaard var samtidig et relativt ubeskrevet blad som cheftræner på Superliga-niveau.
Efter ni runder synes jeg, at han har håndteret det virkelig godt.
SIF er ikke pludselig blevet et tophold, og der har været perioder i kampene, hvor det bestemt ikke har været kønt. Men der er en retning, og først og fremmest har Morten Dahm Kjærgaard turdet give de unge spillere et ansvar, som vi ikke så i samme grad under Kent Nielsen.

Det er ikke fem minutter til sidst i en afgjort kamp eller en pokalkamp mod et hold fra de lavere rækker. De unge spiller Superliga, og flere af dem er allerede blevet bærende spillere.
Den største solstrålehistorie er måske Lucas Riisgaard. Hans fart, direkte spillestil og gåpåmod har allerede skaffet ham masser af anerkendelse, og nu kommer det foreløbige højdepunkt med den første udtagelse til U21-landsholdet.
Det havde jeg ikke set komme før sæsonen, og det gælder sådan set flere af de unge.
Aske Andresen har gjort bekymringen til skamme
Et af mine største spørgsmål før sæsonen stod mellem stængerne. Hvordan skulle SIF erstatte Nicolai Larsen?
Aske Andresen har indtil videre leveret et ganske overbevisende svar. Langt fra den start som Oscar Hedvall fik i Silkeborg IF. Det var langt fra kønt.

Jeg har svært ved at sætte en finger på ret meget af det, han har præsteret. Han har virket rolig og sikker, og han har endda allerede leveret to clean sheets mod hold, der meget vel kan ende som direkte konkurrenter i den nederste del af Superligaen.
Selvfølgelig kommer der fejl. Det gør der fra alle målmænd, og især en ung målmand skal have lov til at lave dem. Men efter ni runder savner jeg ikke Nicolai Larsen i det omfang, jeg frygtede, at vi ville komme til.
Det er nok et af de største komplimenter, man kan give Aske Andresen, men endnu større er overraskelsen måske foran ham.
Hvor kom Priesborg og Møller lige fra?
Hvis nogen inden sæsonen havde fortalt mig, at Alexander Priesborg Madsen og William Møller efter ni runder ville være naturlige startere i SIF’s defensiv, havde jeg nok været skeptisk.
Jeg vidste stort set intet om William Møller, før sæsonen begyndte. Nu er han 18 år gammel og ligner allerede en spiller, der helt naturligt hører hjemme på et Superliga-hold.

Og så er der Alexander Priesborg Madsen. Ham må jeg simpelthen tage hatten af for. For mig var han en spiller, som jeg mere eller mindre havde afskrevet…
Ikke fordi jeg ikke troede på talentet, men fordi skader igen og igen havde stået i vejen. Jeg havde svært ved at forestille mig, at han pludselig skulle få en så markant rolle på Superliga-holdet.
Men hold da kæft, hvor har han grebet chancen. Priesborg har været vanvittigt duelstærk og spillet med en fysik og autoritet, som man ikke nødvendigvis forventer af en 21-årig med begrænset Superliga-erfaring. Og fandeme om han ikke også dukkede op i den anden ende i Lyngby og scorede til 1-0. Kæmpe chef!
Det bliver kun mere imponerende, når man ser på den konkurrence, de to unge spillere egentlig har.
Maël de Gevigney blev hentet ind som en spiller, der skulle tilføre kvalitet og erfaring til defensiven, men har haft flere uheldige optrædener. Han har indtil videre ikke vist, at han er den markante forstærkning, man kunne håbe på. Det er naturligvis alt for tidligt at stemple ham som et fejlkøb efter ni runder, men starten har ikke været overbevisende.
Pedro Ganchas er stadig i truppen, selv om portugiseren gerne vil videre. Melker Jonsson har indtil videre været en kæmpe fejlinvestering i forhold til det, man kunne forvente, mens to tidligere store profiler i Alexander Busch og Pontus Rödin befinder sig på skadeslisten. Andreas Poulsen er samtidig gledet ud i kulden, og nu tales der endda om, at Mads Freundlich kan rykkes ned og spille midterforsvarer, men hvem skulle han kunne slå af?

Alligevel er det lige nu anfører Robin Østrøm samt 21-årige Alexander Priesborg Madsen og 18-årige William Møller, der står forrest i køen.
De andre skal dælme stramme sig an, hvis de skal slå de tre af.
Og det er måske noget af det mest positive, man kan sige om generationsskiftet. Priesborg og Møller spiller ikke, fordi SIF ikke har andre muligheder. De spiller, fordi de har gjort sig fortjent til pladserne.
Det havde jeg slet ikke set komme.
Vi har ingen gang haft marginalerne
Inden vi lader os rive helt med, er der dog grund til at holde begge ben på jorden. For det ville være for nemt bare at kigge på tabellen og konkludere, at alle bekymringerne fra sommeren var noget vrøvl.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alt er gået SIF’s vej undervejs. Der har også været kendelser og marginaler, som Silkeborg med rette kan føle sig hårdt ramt af.
Mod FC Midtjylland var det eksempelvis SIF, der fik annulleret et mål efter VAR i en situation, hvor kendelsen efter min mening var MEGET tynd.

Og mod FC København var der en situation, hvor SIF ikke fik tilkendt et straffespark, som dommeren efterfølgende erkendte burde have været dømt. I Aarhus var vi uheldige / ikke dygtige nok til at holde en 0-2 føring hjem med få minutter igen.
Så fortællingen om, at Silkeborg bare har haft marginalerne med sig i sæsonens første ni runder, holder ikke. Der har været situationer begge veje – præcis som der næsten altid er over en håndfuld Superliga-kampe.
Det ændrer ikke på, at resultaterne samlet set har været positive. Præstationerne har ikke altid været perfekte, og der er stadig masser at arbejde med, men det er egentlig også forventeligt i et projekt, hvor så meget blev ændret hen over sommeren.
Ny cheftræner, markant udskiftning i truppen og et generationsskifte, hvor flere helt unge spillere pludselig har fået centrale roller. Set i det lys er de første ni spillerunder et ganske interessant udgangspunkt for det nye SIF.
Talenternes succes har også en bagside
Der er desuden begyndt at blinke en lille advarselslampe længere nede i systemet.
Sidste sæsons bronzevindere på U19-holdet har haft en rigtig vanskelig periode. Først blev det til et 1-3-nederlag mod Vejle, derefter 0-4 mod FC København og senest 0-3 hjemme på JYSK Park mod Sønderjyske på en uge.
Tre nederlag og en samlet målscore på 1-10 ser selvfølgelig voldsomt ud.
Men noget af forklaringen er faktisk positiv. U19-holdet er blevet affolket, fordi flere af profilerne pludselig befinder sig omkring Superliga-holdet. Det er jo i bund og grund hele formålet med et akademi.

Alligevel viser det også bagsiden af strategien. Når man hiver så mange af de bedste spillere op på én gang, efterlader det et hul nedenunder.
SIF skal ikke bare kunne producere én stærk årgang. Klubben skal hele tiden have den næste bølge klar, og derfor bliver det interessant at se, hvordan akademiet reagerer på, at så mange spillere på kort tid er rykket tættere på førsteholdet.
Talentstrategien fungerer kun på lang sigt, hvis fødekæden bliver ved med at levere.
Nu kommer en helt anden prøve
Da jeg skrev min kommentar inden sæsonen, var jeg oprigtigt bekymret. Ny træner, ny målmand, profiler ud ad døren og masser af ansvar lagt på spillere, der knap nok havde prøvet kræfter med Superligaen.
Ni runder senere står SIF med 10 point og fem point ned til nedrykningsstregen.
Det er mere end bestået.
Godt nok finder vi lige nu også AGF nede i den tunge ende efter en nærmest grinagtig dårlig start, hvor de forsvarende mestre senest endda formåede at smide en 2-0-føring. Men lad os være ærlige: Det bliver næppe AGF, vi skal stå og slås med om overlevelse, når sæsonen skal afgøres.
SIF skal først og fremmest kigge på sig selv.
Og her venter der nu to interessante kampe, inden alle hold er mødt én gang.

Sønderjyske og AC Horsens er modstandere, hvor der bør være point at hente. Samtidig bliver det en anden type test. Det er én ting at møde nogle af Superligaens store hold og kunne spille relativt frit. Noget andet er at gå ind til kampe mod formodede direkte konkurrenter, hvor man selv skal tage initiativet og helst også pointene.
Kan SIF bygge yderligere på de 10 point i de næste to runder, begynder udgangspunktet efter den første omgang for alvor at se fornuftigt ud.
En lille knytnæve til eksperterne – og til mig selv
Morten Dahm Kjærgaard har fået en rigtig lovende start og håndteret arven efter Kent Nielsen bedre, end man med rimelighed kunne forlange på så kort tid. Aske Andresen har grebet målmandsposten. De unge har fået chancen og har i flere tilfælde ikke bare overlevet, men spillet sig foran langt mere etablerede navne.
Lucas Riisgaard skal på U21-landsholdet sammen med Aske Andresen og Oliver Ross. Alexander Priesborg Madsen og William Møller ligner naturlige startere. Og SIF står fem point over nedrykningsstregen efter ni runder.
Det fortjener ros.

Men der er stadig rigeligt med grunde til ikke at bestille champagne endnu. Transfervinduet efterlod spørgsmål, flere af de etablerede spillere skal levere mere, Maël de Gevigney mangler at overbevise, U19-holdet mærker konsekvenserne af den massive oprykning af talenter, og SIF har også haft marginalerne med sig.
Ni kampe er trods alt kun ni kampe. Derfor er tidspunktet heller ikke kommet til at erklære projektet for en succes eller nedrykningsfaren for afblæst.
Men vi kan konstatere noget andet. Da sæsonen begyndte, pegede stort set alle pile nedad. Efter ni runder peger flere af dem den anden vej.
Så måske må vi godt tillade os en lille knyttet næve i lommen til de eksperter, der nærmest havde sendt Silkeborg IF i 1. division, inden den første bold overhovedet var sparket.
Og jeg må nok også rette en lille del af den knytnæve mod mig selv. For jeg frygtede også, at eksperterne havde ret. Det kan de selvfølgelig stadig nå at få, men jeg tvivler mere nu. Heldigvis!
Men efter ni runder har SIF, Morten Dahm Kjærgaard og ikke mindst en flok unge spillere givet både eksperterne og mig langt mere modstand, end vi havde regnet med.
Karakteren efter ni runder er mere end bestået. Og det havde jeg faktisk ikke regnet med, at jeg skulle skrive.













