Da Silkeborg IF’s sportschef, Jesper Stüker, i sin tid forlod folkeskoleverdenen for at gå fodboldvejen, tog han ikke bare sin taske med sig.

Jesper Stüker tog hele lærerfaget med ind i Silkeborg IF, og det er i høj grad den tilgang, der har været med til at forme den talentuddannelse, som i dag er blevet en af klubbens største styrker.

For Stüker ser ikke kun en fodboldspiller som en spiller. Han ser en elev i et uddannelsesforløb.

“En fodboldspiller, det er faktisk en uddannelse, man skal igennem, og der er rigtig meget, man skal have lært. Hvis man bare skyder lidt i øst og vest, så tror jeg sgu ikke, man får lavet en fodboldspiller,” forklarer Jesper Stüker i det store adventsinterview med Søhøjlandets Stemmer.

Lærerens blik på fodbold: Mål, planer og struktur

I folkeskolen er man vant til bekendtgørelser, læringsmål og årsplaner. Der er helt konkrete planer for, hvad eleverne skal kunne i 4., 7. og 9. klasse. Da Jesper Stüker trådte ind i rollen som talentchef i Silkeborg IF, oplevede han det stik modsatte.

U19, U17 og U15 spillede på hver deres måde. Det var op til den enkelte træner. Der var ingen fælles fodbolduddannelse, ingen rød tråd og ingen garanti for, at spillerne faktisk kom hele vejen rundt om de færdigheder, de skulle have.

Det blev startskuddet til et opgør med tilfældighederne.

“Da jeg startede her, da jeg blev talentchef efter halvandet år eller sådan noget, der brugte jeg rigtig meget af min lærerbaggrund til at definere den fodbolduddannelse, som ikke var defineret på det tidspunkt.”

Inspireret af sin egen skolebaggrund begyndte han at tænke i fodbold-bekendtgørelser. Hvad skal en spiller på U13 kunne? Hvad skal en U15-spiller være uddannet i? Hvornår lærer man at heade? Hvornår træner man afslutninger? Og hvordan sikrer man, at ingen færdigheder bare “forsvinder” i hverdagen?

Ajax, Barcelona og Troels Bech på tre sider

Stüker og Silkeborg IF kiggede også ud i verden. Især mod Ajax Amsterdam og FC Barcelona, hvor Johan Cruyff havde sat sit præg på en mere central styret fodbolduddannelse.

På en studietur til Ajax så Stüker, hvordan de arbejdede med central træningsplanlægning – et begreb, som nærmest ikke fandtes i Danmark på det tidspunkt. I stedet for, at hver træner opfandt sin egen model, var der en fælles skabelon for, hvordan man uddannede spillere.

Det inspirerede ham til at gøre noget lignende i Silkeborg.

“Jeg spurgte Troels Bech: Hvordan vil du gerne spille i SIF? Og så afleverede han tre sider på det. Når vi bygger op, så gør vi sådan her, og når vi skal gå i afslutning, så gør vi sådan her.”

De tre sider blev til et udgangspunkt. Først definerede man spillestilen. Derefter stillede man det næste logiske spørgsmål: Hvad er det for nogle spillere, vi skal bruge til det? Og hvad skal de kunne?

Derudfra blev der udviklet spilleprofiler og træningsplaner. Arbejdet blev vendt baglæns: Hvilke typer spillere kræver det? Hvordan skal førsteholdet spille? Hvilke tekniske og taktiske kompetencer skal de mestre på hvert alderstrin? Hvornår i deres ungdomsforløb skal de træne hvad?

Det hele blev lagt ind i periodeplaner, så man sikrede, at spillerne kom igennem alle dele af deres “pensum”.

“Hvis ikke der var en plan, så kunne det jo være, at de aldrig fik trænet at heade eller sparke, så vi sikrede os, at de kom igennem alle dele og fik lagt det ind i en periodeplan.”

Fra U13 til U19: Den røde tråd som uddannelsesvej

Hvor talentudvikling tidligere først for alvor var struktureret fra U17 og op, blev systemet med tiden rullet længere og længere ned i årgangene. Pludselig handlede det ikke kun om at have et fodboldcollege og nogle ældre elitehold. Det handlede om at bygge en fuld uddannelsesvej fra U13 og op.

Det var i virkeligheden meget enkelt tænkt: Hvis man ville have førsteholdsspillere med en tydelig SIF-identitet, måtte man starte tidligere.

Der blev lavet samarbejdsaftaler med klubber i området, struktureret rekruttering og tættere bånd mellem skole og fodbold, blandt andet gennem Sølystskolen, hvor 7., 8. og 9. klasses-elever kunne kombineres med morgentræning og eftermiddagstræning.

Det var et skolelignende forløb – bare med fodbold som hovedfag.

Stüker beskriver det som en helhedstænkning, hvor geografi, uddannelse og træningsmængde gik op i en højere enhed. Og netop den holistiske tilgang er måske noget af det mest lærer-agtige i hele projektet: At spilleren ikke kun er ben og fødder, men et helt menneske i et udviklingsforløb.

Fra kedelig struktur til transfermillioner

Når Jesper Stüker siger, at det kan lyde “lidt kedeligt” at tale om planer, struktur og periodisering, er det nok mest, fordi det ikke lyder lige så sexet som et hattrick eller en flot vending i feltet.

Men virkeligheden er, at det netop er den kedelige struktur, der i sidste ende har skabt mange af de spillere og de salg, som SIF-fans kender i dag.

Kasper Dolberg, Robert Skov, Jens Martin Gammelby og flere andre er produkter af den vej, der blev trukket helt tilbage til U13 og skabt efter skolelogikken: Hvad skal du have lært nu, og hvad skal du være klar til næste år?

Stüker peger selv på, at man først efter 7-8 år rigtig kunne se frugten af strukturændringerne. Ligesom i skolen gør man ikke en elev til student på to år. Det tager et helt skoleliv. Det samme gælder en fodboldspiller.

En sportschef med lærer-DNA

I dag er Jesper Stüker sportschef og ikke længere ungdomstræner. Men lærer-DNA’et er stadig tydeligt. Han taler stadig om mål, planer, progression, helhed og langsigtet arbejde.

Det handler ikke kun om at købe spillere til 10 millioner kroner. Det handler også om at turde være ambitiøs på en anden måde, at tro på, at man kan udvikle spillere til topspillere gennem en stærk uddannelse.

Og netop det udgangspunkt kommer ikke fra en klassisk fodboldskole. Det kommer fra en folkeskolelærer, der så på Silkeborg IF og tænkte:

Hvis vi kan lave årsplaner i 7. klasse, så kan vi også lave en fodbolduddannelse, der varer fra U13 til Superligaen.

Fotos: Ulla Myrhøj og Silkeborg IF