Silkeborg IF tabte fredag eftermiddag 2-0 til Brøndby IF i en testkamp på Brøndby Stadion. To fejl i opspillet blev afgørende i en kamp, hvor SIF ellers fik testet flere taktiske tiltag frem mod forårets kvalifikationsspil.

Kent Nielsen benyttede lejligheden til at eksperimentere med opstillingen. Melker Jonsson startede i det centrale forsvar, mens midtbanen bestod af William Kirk, Adam Wikman og Willads Westh. Længere fremme på banen spillede Sofus Berger i en fri rolle bag Tonni Adamsen sammen med Callum McCowatt, skriver SilkeborgIF.com.

SIF kom egentlig fint ud til kampen og viste flere gode momenter i spillet, men efter et kvarters spil kom Brøndby foran efter en opspilsfejl. Willads Westh mistede bolden på egen halvdel, og Jacob Ambæk kunne drive bolden frem og sikkert udplacere Aske Andresen i Silkeborg-målet.

Midt i første halvleg blev det 2-0 til værterne efter endnu en SIF-fejl. Jens Martin Gammelby slog en for kort aflevering tilbage i banen, som Daniel Wass opsnappede. Brøndby-profilen fandt hurtigt Mayckel Lahdo, der sikkert udnyttede chancen.

I pausen skiftede Kent Nielsen seks markspillere ud, så alle medbragte spillere fik spilletid. Billedet i anden halvleg lignede i store træk første halvleg. SIF havde flere gode perioder i spillet, men havde svært ved at spille sig frem til de helt store chancer.

Med otte minutter tilbage måtte Pedro Ganchas udgå med en mindre skade, og William Kirk kom dermed tilbage på banen igen.

Testkampen sluttede dermed 2-0 til Brøndby, og SIF må især tage med sig, at de defensive fejl skal reduceres inden sæsonens kvalifikationsspil begynder den 16. marts mod Vejle Boldklub.

SIF-opstilling (4-3-2-1)
Aske Andresen – Jens Martin Gammelby, Melker Jonsson (45. Simon Stüker), Pedro Ganchas, Robin Østrøm – Adam Wikman (45. Mikkel Øxenberg), William Kirk (45. Mads Larsen), Willads Westh (45. Julius Lorents) – Callum McCowatt (45. Rami Al Hajj), Sofus Berger (45. Younes Bakiz)
Tonni Adamsen

Foto: Ulla Myrhøj



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Søg

Om nyhederne

SIF4ever.dk er et fanmedie skabt af fans – for fans. Her finder du nyheder, interviews, analyser og debat om Silkeborg IF. Vi skriver med hjertet på tribunen og passionen i blodet. Målet er at samle SIF-fans om fællesskabet og kærligheden til klubben. Vi dækker alt fra kampene på JYSK Park til historierne bag kulissen. SIF4ever.dk er stedet, hvor fansenes stemme bliver hørt.

Tags

Sociale medier

Galleri