Stoltheden Tifo har sendt følgende debatindlæg til SIF4ever.dk.
Fra fansenes side har vi naturligvis også fulgt med i lokalmediernes fokus på den stærkt intensiverede talentjagt, der foregår rundt om i fodbold-Danmark, og som også i de senere år har betydet, at unge drenge har forladt klubben og byen.
Det er stærkt foruroligende, at klubber kan ”jagte” drenge helt ned i 13-14-årsalderen og lokke dem og deres forældre ind i en fodboldverden, som er stærkt forblændet af penge, prestige og vilde drømme – tilsat et krydderi, der hedder agenter, hvor profit og egen karriereopstigning er en del af jobbeskrivelsen. DBU bør kigge på denne problemstilling, og visse klubber bør scanne deres værdisæt i forhold til deres talentstrategi og i øvrigt i fuld transparens stå på mål for deres fangstmetoder.
Tiderne og ungdommen ændrer sig hele tiden. Det ser vi også i det aktive fanmiljø og i gadebilledet generelt, som i lige så høj grad prydes af Manchester City-, PSG- og Real Madrid-trøjer som af den lokale fodboldstolthed fra Søholt. Mange unge mennesker vil helst associeres med det ypperste og mest populære, når det kommer til at støtte et hold eller udfolde deres egen karriere. Derfor er de og deres forældre i visse tilfælde lette ”ofre”, når storklubberne med de dybeste lommer og fra de mest prestigefyldte fodboldadresser banker på døren.
Selvom vi sagtens forstår – og til dels støtter – kritikken omkring den manglende brug af vores egenudviklede spillere gennem de seneste år, så køber vi ikke præmissen om, at talenterne skifter væk, fordi chancen for at få seniordebut er større hos FCM, BIF, FCK eller FCN. Chancen må alt andet lige være større i en midterklub, hvor der maksimalt købes spillere i niveauet 3-4 millioner kroner, end i klubber der betaler det tidobbelte og i øvrigt har langt flere talenter løbende rundt i hver årgang. Mon ikke William Fabers chancer for seniorspilletid vil være større til sommer med Simmelhack som konkurrent – fremfor eksempelvis Alexander Lind i FCN? (Var det i øvrigt ikke ham, der tålmodigt ventede på sin chance og slog igennem i den lokale røde trøje?)
Når alt det så er sagt, er der heldigvis stadig masser af Silkedrenge, for hvem det mest naturlige selvfølgelig er at jagte debuten for den klub og på egn, hvor de er vokset op – og slå igennem foran os fans på den Røde Tribune. Fans, som aldrig ville kunne købes for penge, og som ikke har behov for at søge prestige via det klublogo, der sidder på brystet af fantrøjen.














Ét svar til “Stoltheden Silkeborgs indspark til debatten om nutidens talentjagt ”
Som fodbold frivillig tog jeg i sin tid kontakt til spillerforeningen omkring problematikken, der jo reelt begynder allerede ved u10.
Spillerforeningen erkender problematikken, men mente sig ikke istand/ villig til at udarbejde en vejledning til klubber og forældre.
I min optik har DBU delvist spillet sig af banen, når man i praksis konskvent efterkommer eliteklubbernes ønsker til ugunst for børnene.