Danmark var tvunget til at vinde, da U17-landsholdet mødte Italien i den tredje og sidste gruppekamp ved EM. En fransk storsejr over Montenegro havde gjort opgøret til en direkte duel om den sidste plads i semifinalen, og her trak Italien det længste strå efter en dramatisk 3-3-kamp.
David Stojanovic fik samtlige 90 minutter på banen og leverede en stærk præstation. SIF-talentet var blandt Danmarks bedste spillere og satte flere gange sit præg på kampen med både offensive aktioner og solidt defensivt arbejde.
Danmark fik ellers en perfekt start, da Mads Bro Hansen bragte danskerne foran efter et hjørnespark. Føringen holdt dog kun til det 23. minut, hvor Italien udlignede efter en situation, hvor bolden så ud til at have passeret baglinjen.
Stojanovic gjorde især væsen af sig i første halvleg. Flere gange voldte han italienerne problemer med sin fart, teknik og direkte spillestil. Særligt efter 27 minutter viste han prøver på sit store talent, da han satte to italienske spillere af på højrekanten og sendte et farligt indlæg ind i feltet.
Kort før pausen blev Danmarks opgave dog markant sværere. Italien scorede to gange på få minutter og kunne gå til pause foran 3-1. Det var hårdt for danskerne, som i perioder havde matchet italienerne spillemæssigt, men blev straffet benhårdt for egne fejl.
Efter pausen kæmpede Danmark sig tilbage. Først blev det 2-3, og i det 90. minut kom udligningen til 3-3. I slutfasen jagtede danskerne desperat det mål, der ville have sendt holdet videre, men den afgørende scoring kom aldrig.
Dermed er Danmark ude af EM, men spillerne kan rejse hjem med oprejst pande. Det gælder ikke mindst David Stojanovic, der med sin præstation mod Italien endnu en gang understregede, hvorfor han regnes som et af de mest spændende talenter i både Silkeborg IF og dansk fodbold.













