Silkeborg IF tog en yderst vigtig sejr i bundstriden med en 2-1-udesejr over Vejle Boldklub – et resultat, der samtidig definitivt sender hjemmeholdet ud af Superligaen.
Opgøret i Nørreskoven udviklede sig fra en chancefattig affære til et intenst drama med mål, rødt kort og en sen afgørelse fra straffesparkspletten.
Nervøs start og annulleret Vejle-scoring
Kampen åbnede med et tændt hjemmehold, der allerede efter fire minutter fik bolden i nettet ved Christian Gammelgaard. Jubelen blev dog hurtigt afløst af skuffelse, da scoringen blev annulleret for offside efter VAR-tjek.
Vejle sad på spillet i kampens indledning og virkede mest aggressive, mens Silkeborg havde svært ved at finde rytmen og begik flere tekniske fejl. Alligevel blev det gæsterne, der kom frem til halvlegens største chance, da Oliver Ross kort før pausen blev spillet fri i feltet. Hans afslutning blev dog flot reddet af Igor Vekic.
Bortset fra den mulighed var første halvleg præget af få chancer og meget spil mellem felterne, og 0-0 ved pausen var et retvisende billede.
McCowatt bryder dødvandet
Anden halvleg fortsatte i samme spor med mange fejl og begrænset flow i spillet. Først efter 70 minutter kom forløsningen.

Callum McCowatt tog sagen i egen hånd, drev bolden frem og sendte et fladt skud afsted fra kanten af feltet. Bolden sneg sig forbi en ikke helt overbevisende Igor Vekic, og Silkeborg var foran 1-0. I jubelscenen slog McCowatt sig til blods, men det var en pris, han gerne betalte.
Faghir svarer igen
Glæden varede dog kort. Blot tre minutter senere slog Christian Sørensen et indlæg fra venstre, som Wahid Faghir steg til vejrs og headede i mål til 1-1. Silkeborg appellerede for frispark i situationen, men både dommer og VAR lod scoringen stå.
Herefter bølgede kampen frem og tilbage, men uden de helt store chancer, og det lignede længe en pointdeling.
Dramatisk afslutning
Kampens afgørende øjeblik kom i det 88. minut. Callum McCowatt blev nedlagt i feltet af Lasse Nielsen, og dommeren pegede på pletten. Situationen kostede samtidig Vejle-forsvareren sit andet gule kort og dermed rødt.
Tonni Adamsen tog ansvaret fra 11-meterpletten og sparkede sikkert bolden i mål til 2-1.
I overtiden forsøgte Vejle desperat at presse på for en udligning, men med en mand i undertal formåede de ikke at skabe det nødvendige tryk. Den største mulighed tilfaldt Wahid Faghir, men hans hovedstød gik forbi mål.
Konsekvens: Vejle rykker ned
Med slutfløjtet kunne Silkeborg IF juble over tre ekstremt vigtige point i bundstriden, mens nederlaget samtidig betyder, at Vejle Boldklub officielt rykker ud af Superligaen.
En kamp, der længe lignede en låst og nervøs affære, endte med at blive afgjort på marginaler, og med Silkeborg som den store vinder i Nørreskoven.
Vejle og Silkeborg har nu henholdvis 18 point og 30 point, og da enten Fredericia eller Silkeborg er sikre på point i den sidste kamp i sæsonen, så er Vejle ude af Superligaen. Der er 12 point at spille om tilbage for de to hold.
I morgen mødes Randers FC og FC Fredericia i endnu et nedrykningsdrama. Fredericia er med Silkeborgs sejr under nedrykningsstregen.
Fotos: Ulla Myrhøj













