Silkeborg IF måtte fredag aften se sig slået 0-2 af rivalerne fra AGF i et opgør, hvor SIF leverede en stærk første halvleg, men aldrig fandt nøglen til at åbne århusianernes kompakte defensiv. Kampen blev samtidig et gensyn med de tidligere SIF-profiler Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen, som begge startede udeholdets opstilling.
Callum McCowatt startede ude efter en hovedskade mod OB, men var alligevel med på bænken.
God SIF-start, men AGF slår til først
SIF kom bedst ud af starthullerne. Rami Al Hajj var fremragende i de første 45 minutter og viste endelig det niveau, mange har ventet på. Han skabte tempo og overblik på midten, og Silkeborg vandt flere dueller højt på banen, blandt andet takket være en stærkt spillende Pedro Ganchas.
Efter 12 minutter testede Bakiz Jesper Hansen med et drilsk langskud, som AGF-keeperen var tæt på at fumle. Kort efter havde SIF kampens første store chance, da Adamsen vandt en duel og sendte Bakiz alene af sted, men afslutningen gik forbi.
Men som så ofte før kom AGF tilbage i kampen. Efter en stor chance til Tobias Bech midt i første halvleg slog gæsterne til i det 34. minut. Et meget tyndt frispark blev dømt og efterfølgende sendt ind i feltet, og Rasmus Carstensen tog bolden ned med klokkeværket og hamrede den i nettet til 0-1. Rasmus Carstensen valgte at juble over scoringen, hvilket blev mødt med buh-råb på Jysk Park.
SIF pressede på frem mod pausen, men manglede skarphed i de afgørende aktioner. AGF gik til pause foran 0-1.
Anden halvleg: SIF mister grebet
Silkeborg kom skidt ud efter pausen. Al Hajj smed et par bolde væk, og AGF fik hurtigt tilkæmpet sig et par store muligheder. Nicolai Larsen leverede en vital redning, da Sebastian Jørgensen kom alene igennem og afsluttede gennem benene på keeperen.
Kent Nielsen forsøgte at ændre kampbilledet efter en times spil og sendte både Callum McCowatt, Alexander Simmelhack og Jeppe Andersen på banen. Men SIF havde svært ved at finde rytmen. AGF tog mere og mere kontrol på bolden, og hjemmeholdets offensive profiler forsvandt ud af kampen.
Midt i anden halvleg havde Gammelby en stor hovedstødschance, men igen diskede Jesper Hansen op med en stærk redning.
AGF lukker kampen på en hård omstilling
I det 80. minut faldt afgørelsen. AGF slog kontra, Kristjansson satte fart og afsluttede, Ganchas blokerede, og bolden ramte Østrøm uheldigt, så den endte hos en helt fri Markus Solbakken, der kunne placere bolden i nettet til 0-2.
Herefter gik luften lidt af Jysk Park. Kent Nielsen foretog de sidste indskiftninger, men Silkeborg havde svært ved at true AGF, og afslutningen på kampen blev en formssag.
Mange gode tendenser – men ingen mål
Silkeborg vil ærgre sig over ikke at få mere ud af første halvleg, hvor holdet skabte nok til at score. Men AGF havde de største chancer over hele kampen, og århusianerne var skarpest i begge felter.
Tonni Adamsen og Bakiz havde det svært, mens Al Hajj leverede sin bedste halvleg i SIF-trøjen. Defensivt stod Ganchas endnu engang stærkt.
Tilskuertal og fakta
- Tilskuere: 6173
- Pausestilling: 0-1
- Slutresultat: 0-2
- SIF’s bedste: Rami Al Hajj (kåret til kampens spiller på stadion)
- Foto fra kampen: Bjørn Christensen













