Silkeborg IF står over for en vigtig erkendelse. På søndagens fanarrangement blev det tydeligt, at klubben ikke længere har samme forspring på transfermarkedet, og at løsningen kan være flere ressourcer til scouting.

Det var sportschef Jesper Stüker, der satte ord på udfordringen, da han blev spurgt ind til forskellen mellem Silkeborg IF og Viborg FF.

“Hvis vi skal rose vores modstandere lidt, så har de haft en ret klar strategi for deres spillerrekruttering og spillestil. Man kan tydeligt se i deres rekruttering, hvilke profiler de går efter,” sagde sportschef Jesper Stüker.

Han pegede især på kontinuiteten og den tydelige retning som afgørende faktorer i Viborgs udvikling.

“De kører næsten slavisk efter en plan i forhold til, hvordan de spiller, træner og rekrutterer. Det har været en styrke for dem.”

En styrkeposition er blevet udhulet

Samtidig gjorde Jesper Stüker det klart, at Silkeborg ikke nødvendigvis har været dårligere historisk set de sidste fem år, siden begge klubber rykkede op. Tværtimod har klubben ofte været foran Viborg sportsligt.

Men én ting har ændret sig markant.

“Vi har sat en rigtig høj overlægger tidligere. Jeg tror ikke, vi kan forvente, at vi bare kan lave et nyt hold med spillere som Mark Brink, Anders Klynge, Nicolai Vallys og Lukas Engel i ét hug,” sagde han.

Tidligere var SIF blandt de første til at spotte og hente spillere fra de lavere rækker – ofte endda uden transferomkostninger. Spillere som Oliver Sonne, Anders Klynge og Nicolai Vallys blev hentet, før markedet for alvor fik øjnene op for dem.

“Vi var lidt first movers på det der med virkelig at tro på spillere fra NordicBet Ligaen. Mange af de spillere, vi hentede dengang, var der ikke andre, der var efter.”

Men det billede har ændret sig.

“Det er der altså andre, der har set nu – ikke kun i Danmark, men også i Norge, Sverige og Polen. Det betyder, at prisen er steget kraftigt.”

Samtidig er danske spillere generelt blevet mere attraktive internationalt.

“Danmark er gået fra omkring nummer 30 til nummer 10 i verden, hvis man kigger på udvikling og værdi af spillere. Det gør selvfølgelig også, at konkurrencen er blevet meget større.”

Den ærlige erkendelse: Vi mangler manpower

Det mest markante budskab kom dog, da Stüker beskrev arbejdet i transfervinduerne.

“Vi har simpelthen ikke manpower nok til at være up-to-date hele tiden og finde nye emner.”

Han beskrev en hverdag, hvor klubben ofte arbejder med en prioriteret liste af spillere, men hvor tiden og ressourcerne ikke rækker til at holde alternativerne opdaterede.

“Når vi går ind i et transfervindue, så har vi nogle spillere, vi rigtig gerne vil have. Men mens vi venter på dem, så falder nummer tre og fire måske væk, og så står vi pludselig i en situation, hvor vi mangler nye muligheder.”

Det er netop her, behovet opstår.

“Vi skulle gerne have langt flere emner at arbejde med – også allerede inden vi går ind i vinduet.”

Flere ressourcer på vej

Derfor arbejder Silkeborg IF nu konkret på at styrke scouting-arbejdet.

“Vi får brug for nogle flere ressourcer i forhold til scouting, så vi får et større grundlag at arbejde ud fra,” forklarede Jesper Stüker.

Samtidig kigger klubben på nye værktøjer i samarbejde med Trivela Group.

“Vi sparrer med Matt Jordan omkring nogle værktøjer, de bruger i deres setup. Det er både software og måden at arbejde på, som jeg synes er rigtig stærk.”

Men det kræver investeringer.

“Det koster selvfølgelig penge, og det skal tænkes godt igennem. Men det er noget af det, vi arbejder med.”

Kent Madsen: “Vi er smalle”

Direktør Kent Madsen bekræftede billedet og lagde ikke skjul på, at SIF opererer med færre ressourcer end mange konkurrenter.

“Vi er smalle i forhold til de klubber, vi sammenligner os med,” sagde han.

Han pegede på, at udviklingen i moderne fodbold går i retning af større organisationer og flere specialister.

“Trenden i topklubberne er, at der sidder mange flere mennesker og arbejder med de her områder.”

Et klart signal

Budskabet fra fanarrangementet er tydeligt: Silkeborg IF har identificeret en udfordring og er klar til at handle.

Hvis klubben igen skal finde de næste Vallys, Sonne, Brink, Mattsson, Lind eller Klynge, kræver det ikke kun dygtighed og timing.

Det kræver også flere ressourcer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Søg

Om nyhederne

SIF4ever.dk er et fanmedie skabt af fans – for fans. Her finder du nyheder, interviews, analyser og debat om Silkeborg IF. Vi skriver med hjertet på tribunen og passionen i blodet. Målet er at samle SIF-fans om fællesskabet og kærligheden til klubben. Vi dækker alt fra kampene på JYSK Park til historierne bag kulissen. SIF4ever.dk er stedet, hvor fansenes stemme bliver hørt.

Tags

Sociale medier

Galleri