Efter flere skader på stribe er Pedro Ganchas igen klar til kamp. Samtidig skal den portugisiske midterforsvarer finde sin plads i Silkeborg IF’s nye formation, mens transferrygterne fortsat skaber usikkerhed om fremtiden.
Efter en frustrerende måned med skader og flere mislykkede forsøg på at vende tilbage er Pedro Ganchas endelig klar igen. Den portugisiske forsvarsspiller melder sig fit til kampen mod Brøndby og håber nu, at den mærkelige skadesstime definitivt er lagt bag ham.
“Jeg vred om på anklen dagen inden kampen (FC Nordsjælland, red.). Det har godt nok været en mærkelig måned. Jeg har aldrig prøvet noget lignende med de her skader,” siger Pedro Ganchas forundret til SIF4ever.dk.
Han føler sig klar til mandagens kamp mod Brøndby, men ved godt, at det i sidste ende er trænerens beslutning.
“Det er en stor kamp på et stort stadion, så det er altid en stor oplevelse,” siger Ganchas smilende og tilføjer:
“De har gjort det godt og fået det til at fungere med en ny træner ligesom os. Det bliver svært, men vi har vist før, at vi kan tage derover og kæmpe for de tre point, og det vil vi gøre,” siger Ganchas med stor tro i stemmen.

En længe ventet ændring
Silkeborg IF spiller som bekendt i et nyt system med tre mand i bagkæden, men hvordan passer det Pedro Ganchas?
“Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg har altid gerne villet det. Det er meget normalt i Portugal,” tilføjer midterforsvaren og fortsætter:
“Det er en rigtig god mulighed for os, at vi også kan spille i dette system. Vores træner, Morten, er også vant til systemet, så vi skal bare lige vænne os til det.”
Særligt stabiliteten i forsvaret peger Ganchas på som en af fordelene ved det nye system.
“Sidste sæson kæmpede vi meget med den defensive stabilitet, så jeg tænker, at vi med en trebackkæde kan blive stærkere defensivt.”
“Jeg kan både spille i midten og til venstre, og som jeg sagde, har jeg altid ønsket at spille i denne formation, så jeg glædede mig meget til det. Men om det er en fire- eller trebackkæde, er egentlig ligegyldigt for mig. Jeg føler mig komfortabel i begge.”
Transferrygterne fylder stadig
Det er dog ikke sikkert, at Pedro Ganchas skal spille i systemet særlig længe. Han har tidligere meldt ud, at han gerne vil videre i karrieren, og Campo meldte den 22. august, at flere klubber havde vist interesse for portugiseren.
Det er dog ikke noget, hovedpersonen selv ved meget om.
“Jeg kan ikke snakke med 100 procents sikkerhed, da der stadig er nogle dage tilbage af transfervinduet. Men realiteten er, at der kom et bud, som klubben afviste,” siger Ganchas med en seriøs mine og fortsætter:
“Så det er situationen. Som jeg har sagt til dem, fokuserer jeg på at gøre mit bedste og blive bedre hver eneste dag. Samtidig skal jeg tilbage i min bedste form efter den her mærkelige måned. Det har jeg aldrig prøvet før, men det føles godt nu.”
Et stærkt forhold til Morten
Nu hvor Pedro Ganchas gerne vil videre, og Morten Dahm Kjærgaard tidligere har holdt ham ude af en kamp på grund af manglende fokus, har det så påvirket deres forhold?
“Nej, Mortens og mit forhold er perfekt,” fastslår Pedro Ganchas.
“Man kan virkelig mærke, at han også gerne vil forstå mennesket bag fodboldspilleren. Vi har en virkelig god relation, og jeg har kun gode ting at sige om ham.”

Ny energi omkring holdet
Under Morten Dahm Kjærgaard er atmosfæren omkring holdet også blevet mere positiv og legende. Det har Ganchas bemærket.
“Sidste år led vi meget under nederlagene, så der var ikke rigtig overskud til bare at komme herind og grine og have det sjovt til træning,” siger Ganchas og tilføjer:
“Nu er det helt anderledes, og folk er klar på det her nye kapitel. Alle vil gøre deres bedste. Vi har noget at glæde os over nu, og det kan man mærke på atmosfæren omkring holdet.”
En stor ændring denne sommer i SIF er den øgede brug af videoanalyse, som ikke blev benyttet i samme omfang tidligere.
“Det (videoanalyser, red.) er helt fint for mig. Jeg kommer jo fra Portugal, så jeg er vant til det. Jeg ser det som en del af spillet og en vigtig del af strategien.”
“Det er meget anderledes at se situationerne på video, hvor man lettere kan forstå eksempelvis løbemønstre, end når man står på banen,” påpeger Ganchas.
Om Pedro Ganchas kommer med i truppen mod Brøndby bliver spændende at se. Men én ting er sikkert: Han er klar til at give alt for holdet.

Fakta: Pedro Ganchas
Navn: Pedro Luís Machado Ganchas
Født: 31. maj 2000
Alder: 26 år
Nationalitet: Portugisisk
Position: Midterforsvarer
Højde: 1,90 meter
Foretrukket ben: Venstre
Nuværende klub: Silkeborg IF
Kampe for SIF’s førstehold: 71
Trøjenummer: 4
Kontrakt: Til 31. december 2028
Tidligere klubber: Benfica B, AD Fafe, UD Oliveirense og Académico de Viseu FC
Landskampe: 1 U20-landskamp for Portugal
Fun fact: Pedro Ganchas har været en del af Benficas anerkendte ungdomsakademi, som blandt andre har udviklet profiler som Bernardo Silva, João Félix og Rúben Dias













