Søndagens nederlag til FC København på JYSK Park blev ikke kun sæsonens sidste hjemmekamp. Det lignede også et farvel til to af Silkeborg IF’s største profiler.

Både Nicolai Larsen og Tonni Adamsen tog nemlig afsked med fansene efter kampen, og nu peger alt på, at duoen fortsætter karrieren væk fra Søhøjlandet som forventet.

Ifølge Midtjyllands Avis er Nicolai Larsen tæt på et opsigtsvækkende skifte til nedrykkerne fra Vejle Boldklub, mens Bold melder Tonni Adamsen meget tæt på østrigske SK Rapid Wien.

Begge spillere står uden kontrakt efter sæsonen og kan derfor skifte kvit og frit.

Nicolai Larsen har været en kæmpe profil siden skiftet til Silkeborg i 2021 og nærmer sig 200 kampe for klubben. Den rutinerede keeper har været en afgørende del af klubbens succes med pokaltitel, europæisk gruppespil og flere stærke Superliga-sæsoner.

Men nu kan næste stop altså blive Vejle og Betinia Ligaen.

Larsen ønskede dog ikke at kommentere rygterne direkte, før sæsonen er slut.

“Jeg må også trods alt rose Stüker – og Kent – for det er måske den mest respektfulde måde, man kan gøre det på i den her branche, at man giver et ‘heads up’ et halvt år før tid,” siger han til Midtjyllands Avis.

Tonni Adamsen på vej til udlandet?

Tonni Adamsen ser samtidig ud til at være på vej mod sit store udenlandseventyr, trods stor interesse fra næsten samtlige danske klubber.

Den målfarlige angriber har været Silkeborgs helt store offensivprofil de seneste sæsoner og står noteret for imponerende 65 mål og 24 assists i 156 kampe.

Nu kan han ende hos Rapid Wien og danske Johannes Hoff Thorup i den østrigske liga.

Både Brøndby IF og AGF har tidligere været sat i forbindelse med Adamsen, men nu tyder alt altså på et skifte til udlandet.

Lørdag spiller Silkeborg IF sæsonens sidste kamp ude mod FC Fredericia, og det kan meget vel blive sidste gang, fansene ser Nicolai Larsen og Tonni Adamsen i den røde trøje.

Foto: Ulla Myrhøj



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Søg

Om nyhederne

SIF4ever.dk er et fanmedie skabt af fans – for fans. Her finder du nyheder, interviews, analyser og debat om Silkeborg IF. Vi skriver med hjertet på tribunen og passionen i blodet. Målet er at samle SIF-fans om fællesskabet og kærligheden til klubben. Vi dækker alt fra kampene på JYSK Park til historierne bag kulissen. SIF4ever.dk er stedet, hvor fansenes stemme bliver hørt.

Tags

Sociale medier

Galleri