SIF4ever.dk byder velkommen til Mads Beck Enemark, som er ny klummeskribent på websitet.

Silkeborg er noget ganske særligt.

Byen, naturen og menneskene skaber i en særlig sammenblanding den silkeborgensiske kultur og ånd. Den kan være svær at sætte ord på, men den bor i og omkring os. For mange mangler der dog en komponent i føromtalte ligning – Silkeborg IF, byens og hele egnens fodboldhold. For hvad er det, der gør denne klub så speciel, at vi som fans tillader os at kalde den vores? Er den en del af limen i vores særlige kultur, eller er netop denne kultur en del af byggestenen i klubben?

Afbrudt af fem magiske og til tider uvirkelige sæsoner har tilværelsen som SIF-tilhænger siden starten af 00’erne været relativt forudsigelig og uden udsigt til større håb og drømme. Mange op- og nedture i ligaerne såvel som mentalt, momentvis fint spil, men i det store hele ikke nogen prangende takter. Det blev en vane og føltes som et lod for os, som skæbnen havde valgt til at holde med denne klub.

De fleste vil nok sige, at det kom bag på dem, da vi tog Superligaen og fodbolddanmark med storm i bronzesæsonen. Ikke bare på grund af resultaterne – det var set før af oprykkere – men i lige så høj grad på grund af spillet på banen. I sit stille sind kan man tænke: Hvis det sidste held, dygtighed og marginaler havde været med os, hvad kunne det så ikke være blevet til (altså ud over en bronzemedalje!)?

Pokalfinalerne

Herfra er det bogstaveligt talt historie. Man kan påstå, at pokalfinalen mod Brøndby i 2018 var en ekstraordinær begivenhed og præstation. En fantastisk dag, hvor vi tabte og et par uger senere (selvfølgelig) kvitterede med en nedrykning fra Superligaen.

Men at stå i Parken i 2024 til endnu en pokalfinale og oprigtigt have troen på, at denne kamp lige så godt kunne gå vores vej som AGF’s, og her kvittere med en fortjent sejr over netop AGF – kunne den historie være skrevet bedre? Minsandten om vi ikke året efter endnu en gang spillede os i pokalfinalen. Vi tabte fortjent til FCK, men hvor vildt var det ikke lige alligevel – to pokalfinaler i træk. Vi snakker jo Silkeborg IF!

Da det, som virkede så uvirkeligt, begyndte at blive virkeligt og måske endda begyndte at blive opfattet som en ny vane, kom et gammelt og lidt for bekendt spøgelse svævende over JYSK park. Med et snuptag blev vi flået tilbage i en alvorlig nedrykningsfare, og her står vi så nu – under stregen.

Ja, hvad skete der lige der?

I skrivende stund er der én kamp tilbage i grundspillet. Dermed er der stadig mange kampe tilbage, og intet er afgjort, så lad os nu se, hvor det hele ender. Om end intet er afgjort, står mange fans lige nu tilbage med en fortvivlet og magtesløs følelse.

Følelsen af, at vi endelig havde brudt elevatorforbandelsen med kontinuerligt flot og solidt spil over de seneste sæsoner. Var det ikke netop nu, at vi havde chancen for en gang for alle at sadle om og ride endnu længere på den fine bølge, vi sad på?

Meget omkring byen, klubben, kulturen og historien bør indbyde til, at vi skal have et solidt fodboldhold på landkortet, som er attraktivt at støtte, og som er attraktivt at repræsentere på banen. Vi har en naturmæssigt smuk by, hvor udtrykket nærmest siger det hele: Søhøjlandet. Vi har en by i udvikling, hvor folk gerne vil bo og aktivt flytter til. Vi har et fodboldhold, der har en over 100-årig stolt historie – modsat visse andre fra nær og fjern.

Uden at fornærme nogen…

.. og med fare for at tage fejl, er det min påstand, at der er en særlig stemning og kultur om det at være Silkeborg-fan sammenlignet med andre klubber. Man har en stolthed og en trang til at vise trøjen og logoet i højere grad end andre. For kunne man forestille sig én i en Viborg-trøje, der som Rasmus Staghøj bar Silkeborg-trøjen i en sekvens af Vild med dans? Kunne man forestille sig én i en Randers-trøje, der som Simon Kvamm bar Silkeborg-trøjen foran 2 x 17.000 mennesker i Royal Arena? Og kunne man forestille sig én i en Sønderjyske-trøje stå på et bjerg under Tour de France og blive fanget på kamera, som en fyr iført Silkeborg-trøjen gjorde for år tilbage?

En anden SIF-ambassadør, Jon Pagh, sagde på et tidspunkt i podcasten Søhøjlandets Stemmer noget ganske interessant, men også noget, jeg selv synes at opleve ret ofte. Nemlig at hvor end han kommer, møder han altid en Silkeborg-fan eller tre ude i det ganske land. Og som han nævner i den i øvrigt meget sympatiske og indsigtsfulde podcast, møder han netop ikke folk fra fx Viborg på samme måde. Mine egne oplevelser understøtter fuldstændigt Jon Paghs iagttagelser, og hvor er det fantastisk! Vi er mange derude med den samme underspillethed krydret med et perfekt afmålt glimt i øjet. En særlig fælles ånd, der kan være svær at definere, men som jeg tvivler på, at andre klubber har på samme måde.

For vi fans – vi er virkelig derude. Selvom fremmødet på stadion til tider er sløjt, er det ikke lig med, at Silkeborg “ikke har nogen fans”. Hvis man ikke gik og havde den føromtalte oplevelse af Silkeborg-støtter rundt i landet, blev det i den grad manifesteret i Parken til pokalfinalen i 2024. København og Parken var rød – knap den ene halvdel i hvert fald.

Selvfølgelig kan en by som Aarhus og en klub som AGF fylde alle deres pladser og sikkert mere til. Men at en lille klub og en (set i forhold til Aarhus) lille by så nemt kunne samle så mange tilhængere viser, at vi er der – og gerne vil vise, at vi er der. Og havde klubber som Viborg, Sønderjyske, Randers, FC Nordsjælland og Horsens gjort det samme? Måske, måske ikke.

Det lader til, at vi har alle ingredienserne til det, som kunne være en velsmagende opskrift på en solid og attraktiv superligaklub. Men hvordan skal retten sammensættes, og i hvilket format af en kogebog?

Business as usual

Selvom det endnu for en stund er “business as usual”, hedder forlaget, der skal udgive den, Trivela. For mig var det aldrig et ønskescenarie, da det blev annonceret i efteråret 2024, at klubben var solgt til et amerikansk investeringsselskab. Jeg måtte dog også være realistisk nok til at erkende, at klubben ikke kunne blive på lokale hænder, når der ikke var lokale hænder, som ville købe den. Og selvfølgelig kan de nuværende hænder ikke fortsætte med at bære på klubben for altid.

Om end det stadig er “business as usual”, og Trivela ikke har haft reel indflydelse, begynder min skeptiske forståelse at smuldre i takt med de dårlige præstationer og en alvorlig udsigt til 1. division.

Dette er alene på grund af fortællingen – den helt igennem dårlige fortælling, det bliver. For hvis det går helt galt, og vi rykker ned, er folk fløjtende ligeglade med, om Trivela havde indflydelse eller ej: Silkeborg IF kom på udenlandske hænder og BUM – direkte nedrykning til 1. division.

Mads Beck Enemark

SIF-fans i Fredericia / Foto: Ulla Myrhøj