Dommerteamet erkender nu, at Silkeborg IF skulle have haft et straffespark mod FC København. Kampens dommer Lasse Læbel Graagaard lægger sig fladt ned og indrømmer, at fejlen burde være blevet rettet ved skærmen.
Silkeborg IF skulle have haft et straffespark i søndagens opgør mod FC København.
Det erkender Lasse Læbel Graagaard nu over for Bold.dk, efter at dommerteamet har gennemgået den omdiskuterede situation fra kampen.
– Efter jeg har set den igen, er det min vurdering, at det skulle have været straffespark. Vi har haft dialog i teamet efter kampen, og vi må erkende, at jeg skulle være kaldt til skærmen. Vi er selvfølgelig kede af, at fejlen bliver begået, siger Lasse Læbel Graagaard til Bold.dk.
Dermed slår dommerteamet fast, at Silkeborg blev snydt for en oplagt mulighed fra straffesparkspletten.
Erkendelsen ændrer ikke på kampens resultat, men den vil næppe gøre frustrationen mindre hos Silkeborg-lejren, hvor den manglende kendelse blev diskuteret flittigt efter slutfløjt.
Sagen føjer sig samtidig til rækken af omdiskuterede VAR-situationer i Superligaen, hvor kendelser efterfølgende er blevet revurderet. For Silkeborg IF er det dog en ringe trøst, at fejlen nu er blevet erkendt.
Foto: Ulla Myrhøj













