Der er trænere, som sætter deres præg på en klub. Og så er der trænere, som for altid bliver en del af dens historie. Bo Johansson var en af de sidste.
Bo Johansson er død. Han blev 83 år gammel og efterlader sig et helt særligt eftermæle i Silkeborg IF. Det var ham, der stod i spidsen for holdet, da Silkeborg i 1993/94 skrev dansk fodboldhistorie og vandt klubbens første og hidtil eneste danske mesterskab. Senere blev han dansk landstræner og førte Danmark til VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998. Men for os i Silkeborg IF vil han altid først og fremmest være manden, der førte os til guldet.
Bo kom til Silkeborg i 1992, hvor han overtog holdet efter Viggo Jensen. Og med ham kom der nye boller på suppen. Ikke nødvendigvis fordi han skulle lave alting om, men fordi han havde sin helt egen måde at være træner og menneske på. Det fortæller en historie, som Morten Bruun har beskrevet i sin bog. I Bos første træningskamp tabte Silkeborg til et divisionshold. Efter kampen gik Bo rundt til spillerne, gav dem hånden og sagde tak for kampen. Morten Bruun undrede sig. Han var vant til Viggo Jensen, og efter sådan en kamp ville man næppe forvente, at træneren gik rundt og takkede spillerne.
Men Bo så anderledes på det. Han kunne ikke forestille sig andet, end at spillerne havde gjort alt, hvad de kunne. Og når de havde ydet deres bedste, kunne han sagtens sige tak for indsatsen, selv om resultatet var skuffende. Det var en lille episode, men den siger meget om hans menneskesyn. For Bo handlede ledelse ikke kun om at vinde. Det handlede også om respekt, tillid og om at se mennesket bag spilleren.
Det var den slags små ting, der var med til at gøre Bo Johansson til noget særligt. Han kunne være rolig, jordnær og humoristisk, også når situationen ikke gik helt som planlagt. I en historie fra et taktikmøde før en kamp mod AaB gennemgik han modstandernes spillere og kom blandt andet ind på målmanden Thomas Gills svage side. Da en SIF-spiller spurgte, hvilken side det var, måtte Bo efter en tænkepause erkende: ”Fy fan, det husker jeg ikke.” En lille bemærkning, som viser, at han også kunne grine af sig selv. Man behøver ikke altid have et perfekt svar for at være en god træner. Det skriver Michael Kjærbøl i sin nekrolog om Bo Johansson på PLbold.dk.
Og resultaterne kom. Den 12. juni 1994 slog Silkeborg IF AaB med 2-0 i sæsonens sidste kamp. Samtidig vandt OB over FC København, og dermed var guldet en realitet. Silkeborg var danske mestre. En hel by kunne juble, og spillerne havde skrevet sig ind i historien. Bag triumfen stod Bo Johansson, som havde formået at samle og udvikle et hold, der kunne gå hele vejen. Han havde ikke skabt holdet ud af ingenting, men han havde været den rette mand til at føre det sidste stykke frem til toppen.
I alt blev det til 74 kampe med Bo som træner for Silkeborg IF. Holdet vandt 31, spillede 23 uafgjort og tabte 20. Det giver et pointsnit på 1,57 pr. kamp. Syv spillere fik deres debut under ham: Jacob Laursen, Keld Bordinggaard, Peter Kjær, Henrik Christiansen, Jakob Jensen, Bora Zivkovic og Søren Frederiksen. Det er også en del af hans eftermæle – ikke alene mesterskabet, men de spillere, han gav muligheden for at tage deres første skridt på førsteholdet.
Efter tiden i Silkeborg gik turen videre, og Bo blev siden landstræner for Danmark. Ved VM i 1998 førte han landsholdet frem til kvartfinalen mod Brasilien, efter at Danmark blandt andet havde slået Nigeria med 4-1. Det blev endnu et stort kapitel i hans trænerkarriere. Men selv med de internationale resultater var der noget særligt ved hans tid i Silkeborg. Det var her, han blev en del af en klub og en bys fælles fortælling.
I 2019 vendte Bo tilbage til Silkeborg for at blive hyldet på Stjernepladsen ved JYSK park. Han var tydeligt rørt over modtagelsen og bar den røde blazer og det slips, som han og staben havde brugt i guldsæsonen i 1994. Et kvart århundrede var gået, men Silkeborg havde ikke glemt ham. Det var heller ikke svært at forstå hvorfor. Bo havde sat sit aftryk på klubben – og bogstaveligt talt fået en plads i dens historie.
Når vi mindes Bo Johansson, skal vi selvfølgelig huske mesterskabet, sejrene og de store øjeblikke. Men vi skal også huske historierne om håndtrykket efter nederlaget og om træneren, der kunne indrømme, at han havde glemt svaret. For det er ofte i de små øjeblikke, vi for alvor lærer et menneske at kende.
Tak for guldet, Bo. Tak for tilliden, roen og respekten. Du blev Silkeborg IF’s p.t eneste guldtræner, men dit eftermæle rækker længere end medaljerne. Du blev en del af klubbens sjæl – og det bliver du ved med at være.
