Silkeborg IF står foran den største omvæltning i mange år. Kent Nielsen er væk, topscoreren og anføreren er fortid, og klubben satser nu benhårdt på egne talenter. Det kan blive begyndelsen på et nyt eventyr, men det kan også ende med en sæson, ingen i Silkeborg har lyst til at opleve.

Der er én ting, der har slået mig de seneste uger.

For første gang i mange år er der næsten ingen, som for alvor tror på Silkeborg IF. Alt er ved det gamle. Ingen kalder os Silkelona – alle er enige om en ting. Silkeborg rykker ud.

Eksperterne har stort set afsagt dommen allerede. Flere peger på SIF som en af Superligaens klare nedrykningskandidater, og senest lød vurderingen fra Tipsbladets panel, at Silkeborg ligefrem kan “brage ud af Superligaen”. Det er en voldsom udmelding, men når man ser nøgternt på situationen, er den faktisk ikke grebet ud af den blå luft.

TV2’s fire eksperter: Peter Graulund, Uffe Bech, Nicolai Boilesen og Mads Junker, stemte forleden i, hvor fire ud af fire havde Silkeborg til at rykke ud.

Jeg håber selvfølgelig, at de tager fejl, men jeg har også svært ved bare at affeje deres argumenter.

Et generationsskifte uden sikkerhedsnet

Silkeborg IF går ind til en sæson, der på mange måder markerer afslutningen på en æra.

Efter syv år er Kent Nielsen væk. En træner, der ikke bare skabte resultater, men også en kultur, en identitet og en stabilitet, som de færreste klubber i Superligaen har været i nærheden af. Samtidig har klubben sagt farvel til topscorer Tonni Adamsen og anfører Nicolai Larsen.

Det er tre af de vigtigste personer omkring førsteholdet. Tre mennesker, som ikke bare kan erstattes ved at skrive kontrakt med en ny spiller eller ansætte en ny træner.

Det er et generationsskifte – og generationsskifter er sjældent smertefrie.

SIF satser “hele butikken” på egne talenter

Samtidig har Silkeborg IF truffet et valg, som jeg faktisk har stor respekt for i vision 2030.

Klubben har i flere år investeret massivt i akademiet, og nu er tiden kommet til at høste frugterne. U19-holdet vandt bronze i forgangne sæson, Simon Stüker og William Kirk har netop repræsenteret Danmark ved U19-EM, hvor begge scorede i den afgørende straffesparkskonkurrence mod Italien. David Stojanovic har været med U17-landsholdet til EM, og William Møller står foran sit gennembrud efter allerede at have spillet 22 ungdomslandskampe for Danmark.

Listen stopper faktisk ikke der.

Kristian Bøgild Bloch er netop udtaget til U17-landsholdets Nordic Tournament i august. Han har allerede spillet ni ungdomslandskampe for Danmark på U16-niveau og er endnu et bevis på, at Silkeborgs talentudvikling producerer spillere, som også vækker opsigt uden for klubbens egne rammer, hvilket eksperterne måske ikke er opmærksomme på?

Derudover har Callum McCowatt været med New Zealand til VM, hvor han leverede en flot turnering. Måske var det i virkeligheden meget godt, at han ikke kom på måltavlen, for jeg håber inderligt, at Silkeborg IF får lov til at beholde ham. I hvert fald mindst til vinterpausen. Skal klubben klare sig gennem denne sæson, bliver McCowatt en af de spillere, der skal gå forrest.

Alt det fortæller mig én ting. Silkeborg IF mangler ikke talent. Tværtimod.

Måske har klubben aldrig tidligere haft så mange spændende unge spillere på vej mod førsteholdet. Jeg husker i hvert fald ikke, at vi har haft så mange ungdomslandsholdsspillere, som klubben i øjeblikket råder over. Spillerne er ikke kun ind omkring landsholdene. De får også massiv med spilletid og er en fast del af 11’erne for Danmark.

Men talent er ikke det samme som færdige Superliga-spillere. Det er netop derfor, denne sæson bliver den ultimative prøve på hele den strategi, klubben har arbejdet efter i flere år.

Skader og transfermarked giver grund til bekymring

Den nye cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, har allerede sat sit præg på holdet med en ny formation, hvor tre midterforsvarere udgør fundamentet.

På papiret giver det god mening. Vi så ved VM, hvor langt et godt forsvar kan komme. Spanien lukkede et mål ind ved VM og blev verdensmestre.

Problemet er bare, at virkeligheden ser anderledes ud for Silkeborg IF. I den forgangne sæson er målene haglet ind bag Nicolai Larsen. Hele 67 mål – kun overgået af Fredericia med 68 mål.

Alexander Busch og Pontus Rödin har været plaget af længerevarende skader, Pedro Ganchas sad ude i den sidste testkamp, og klubben leder fortsat efter en ny midterforsvarer.

Den ideelle bagkæde eksisterer lige nu mest på tavlen. Det gør mig bekymret.

Det samme gør transfermarkedet. Jeg havde ærligt talt forventet mere aktivitet.

Lucas Riisgaard er en spændende tilgang, og en pris på omkring 3,75 millioner kroner viser, at Silkeborg godt tør investere, når den rigtige spiller dukker op. Men én spiller ændrer ikke ved, at truppen fortsat mangler kvalitet og bredde på flere positioner.

Derfor synes jeg også, at det er et helt legitimt spørgsmål, mange fans stiller:

Hvor er Trivela?

Da investorerne kom ind i klubben, var forventningen, at Silkeborg IF ville stå stærkere, når profiler skulle erstattes. Den effekt har vi endnu ikke set. Måske kommer den i de sidste uger af transfervinduet? Det håber jeg.

For lige nu virker truppen ikke stærkere end den gjorde, da sidste sæson sluttede. Tværtimod.

Et mareridtsprogram kan definere hele efteråret

Som om det ikke var nok, venter et af de sværeste startprogrammer, jeg kan huske.

Randers ude.
FC København hjemme.
OB hjemme.
FC Nordsjælland ude.
Brøndby ude.
FC Midtjylland hjemme.
AGF ude.

Det er syv kampe, hvor Silkeborg sagtens kan levere gode præstationer uden nødvendigvis at få ret mange point. Derfor vil det ikke overraske mig, hvis SIF står med nul til tre point efter de første syv spillerunder.

Og så begynder snakken om krise. Ikke nødvendigvis fordi sæsonen er tabt, men fordi fodboldens verden sjældent har tålmodighed. Det oplever jeg også i høj grad på SIF4ever.dk’s debatforum.

Nu er det vores tur som fans

Når man læser det ovenstående, kan det næsten lyde, som om jeg allerede har dømt Silkeborg IF ude.

Det har jeg ikke, bestemt ikke. Jeg er faktisk ret optismistisk. For fodbold bliver heldigvis ikke afgjort på papiret. Mange “eksperter” har taget fejl igennem tiderne.

Hvis Busch, Rödin og Ganchas kommer tilbage i topform, hvis Morten Dahm Kjærgaards idéer hurtigt falder på plads, og hvis de mange unge spillere tager det spring, klubben tror på, kan SIF sagtens overraske – endda meget positivt!

Vi så Sønderjyske gøre det sidste sæson. Hvorfor skulle Silkeborg ikke kunne gøre det samme?

Men uanset om man tror på top seks eller frygter nedrykning, er der én ting, jeg håber, vi som SIF-fans husker.

Klubben har valgt at satse på sine egne unge spillere. Så skylder vi også at bakke de unge talenter op.

De kommer til at lave fejl. De kommer til at koste mål. De kommer til at træffe forkerte beslutninger. Det er ikke et tegn på, at de ikke er gode nok.

Det er prisen for at udvikle unge fodboldspillere. FC Nordsjælland er lykkes med dette og leverer enorme salg, som gør klubben kan tiltrække bedre og bedre spillere, som f.eks. Alexander Lind og Tobias Salquist.

Jeg håber derfor, at William Møller, Aske Andresen, Simon Stüker, William Kirk, Kristian Bøgild Bloch og de øvrige unge får den samme tålmodighed og opbakning, som Nicolai Larsen fik, da han kom til Silkeborg.

Larsen blev heller ikke en kulturbærer fra den ene dag til den anden. Han voksede med opgaven. Det samme kan de unge gøre, men det kræver én ting, at de får chancen. Det gør de nu!

Husk nu – Kent Nielsen rykkede ned i sin første sæson

Måske er det også værd at minde sig selv om, at Kent Nielsen heller ikke fik en flyvende start i Silkeborg.

I sin første sæson rykkede han ud af Superligaen, og mange satte dengang spørgsmålstegn ved både projektet og fremtiden. Klubben holdt imidlertid fast i strategien og gav trænerstaben ro til at arbejde videre.

Resultatet kender vi alle i dag. SIF rykkede tilbage i Superligaen med det samme, vandt bronze som oprykker, løftede pokalen i pokalturneringen, spillede endnu en pokalfinale og kvalificerede sig til europæisk fodbold i hele tre sæsoner. Det er en påmindelse om, at succes sjældent kommer fra den ene dag til den anden.

Hvis Morten Dahm Kjærgaard skulle opleve den samme modgang i sin første sæson, håber jeg også, at klubben tør holde fast. For nogle gange gemmer de største succeser sig på den anden side af de sværeste perioder.

Fair er være kritiske – husk den gode tone

Vi må og skal gerne være kritiske over for klubbens strategi. Vi må og skal også gerne diskutere transferpolitikken. Vi må også gerne stille spørgsmål til Trivela.

Men lad os lade være med at gøre de unge spillere til syndebukke, når de begår de fejl, som alle unge spillere begår. For de har ikke valgt, at Silkeborg IF skal bygge fremtiden op omkring dem.

Det har klubben, og hvis projektet skal lykkes, får de brug for mere end talent. De får brug for en hel bys opbakning. Om eksperterne får ret, ved vi først om ti måneder, forhåbentligt tager de fejl!

Personligt håber jeg, at vi alle sammen får lov til at grine af deres nedrykningsprofetier.

For hvis de unge lykkes, bliver det ikke bare en stor sæson for Silkeborg IF. Så bliver det beviset på, at klubbens langsigtede strategi var den rigtige. Ikke nødvendigvis – fordi sæsonen er tabt. Men fordi fodboldens verden sjældent har tålmodighed.

God sæson derude! Kom så, Silkeborg IF!