Udmelding fra Stoltheden på Facebook:
Stoltheden bakker op om Ultras Drewsens udmelding om tavse tribuner på ubestemt tid.
Ligesom Ultras Drewsen accepterer vi de stadionregler, der er gældende på Jysk Park og andre stadions, hvilket betyder at regelbrud må straffes efter gældende strafferamme. De fleste karantæner fra pokalfinalen må således vurderes til at være indenfor skiven.
Vi er dog stærkt forundrede over, at klubben ved at udstede ekstremt tynde og unuancerede karantæner til 3 absolut ledende frontfigurer i Drewsen, aktivt har taget et valg om at fjerne gruppens formåen til at drive sig selv og hele fanscenen videre.
Set i lyset af et generelt roligt 2025 på tribunerne er dette skridt i vores optik alt for drastisk og total uhørt.
Har modstand mod Trivela, modstand mod planlagt fanzone i Herning mon noget med den drastiske beslutning at gøre?
Er fanmiljøet i Silkeborg samlet set blevet for kritisk en størrelse for vores topstyrede ledelse, som ikke er vant til modspil?
På trods af at Stoltheden intet har med pyro at gøre, får denne beslutning fra klubbens side, nu også fatale konsekvenser for vores arbejde og fremtid, ligesom det gør for resten af den store majoritet af stemningsfans på DRT som blot ønsker at støtte holdet vokalt og visuelt.
Et stemningsforladt Jysk Park vil betyde manglende opbakning til holdet, færre tilskuere, forringet stadionoplevelse, forringet mulighed for forlængelse med profiler. Alt i alt et scenarie som alle taber på. Igen – vi anerkender at regelbrud må straffes, vi anerkender at bødestørrelserne har nået et kritisk niveau, vi anerkender at fanmiljøet i enkelte tilfælde har dummet sig og bør se indad og undgå tabersager, men undrer os over, at klubben aktivt har valgt en total nedlukning af fanmiljøet, som det redskab man mener er nødvendigt for at komme en trods alt sjælden affyring af pyro til livs.
Vi gentager – er der andre ting end 1 omgang pyro i 2025 som spiller ind?
Vi opfordrer til, at ledelsen genoptager den dialog med fanmiljøet, som man stik imod aftaler er løbet fra. Hvordan kan man ikke finde tid til et møde inden ferien i så alvorlig en situation? Betyder et levende fanmiljø overhovedet noget for ledelsen?
Spørgsmålene er mange her på tærsklen til det tavseste stadion siden start 90’erne..