Uanset hvor meget lort ledelsen end måtte udsætte os for, må vi aldrig glemme én ting: Holdet på banen skal have vores opbakning. De kan for fanden ikke gøre for, hvad der foregår på direktionsgangen.
Jeg ved godt, at jeg har kørt mit eget lille anti-Andreas Poulsen-show. Men min kritik har aldrig været rettet mod manden. Den har været rettet mod beslutningen om at hente ham. Og helt ærligt: Jeg elsker, når en spiller går ud og giver mig en kæmpe fuckfinger og viser, at jeg big time tog fejl. Mere af det, tak.
Stemningsboykot? Nej tak. Jeg kommer på stadion for at støtte SIF – ikke for at sidde og lege lydløs protestgruppe. Men bannere, slogans og andre markeringer af utilfredshed? Absolut. Ledelsen skal kunne mærke, når de pisser på noget, der betyder noget for folk.
For SIF er ikke en eller anden simpel brugsgenstand, man kan flytte rundt på efter forgodtbefindende, mens fansene forventes at klappe høfligt fra sidelinjen. Klubben har en identitet, et DNA og en sjæl – ja, alle de der efterhånden lidt slidte floskler – men de betyder faktisk noget.
Og det er netop vores opgave som fans at være den irriterende vagthund, der bliver ved med at gø, når nogen er ved at pille ved det.
Så ja, støt spillerne. Hver gang. Men læg samtidig pres på dem, der træffer beslutningerne. For hvis vi bare nikker og klapper, mens SIF langsomt bliver lavet om til noget, vi ikke længere kan genkende, så har vi også selv svigtet vores rolle. SIF tilhører ikke ledelsen. Og det er fandeme værd at minde både dem og Trivela om fra tid til anden.
Så med andre ord: Bak op, men vær kritisk på en sober måde !!
