Tak for de rigtig mange gode indspark. Det varmer især vores hjerter, at vores lille nichemedie ifølge Sif-Roskilde kan bidrage til det community og fællesskab omkring SIF, som vi alle ønsker.
Ligeledes varmer det med alle de forslag I kommer med ift. at gøre podcasten bæredygtig - det viser at I værdsætter vores arbejde og det er vi utrolig glade for.
SIFsiden80erne har ret i, at en podcast er svær at gøre økonomisk bæredygtig, især når vores målgruppe er relativt snæver og vi insisterer på vigtigheden af, at det er gratis for alle, så vi når ud til flest mulige lytter, der netop gør, at nogle af de emner vi tager op kan være grobund for en samtale om SIF.
Netop fordi vi tager en pallette af forskellige emner op, som også kan være kritiske overfor SIF, forestiller vi os også, at det bliver for mudret, hvis vi skulle være støttet direkte af dem. Hvis vi skulle række ud til Kent Madsen, skulle det nok nærmere være ifbm. at blive sat op med nogle af hovedsponsorerne, der kunne være relevante.
Når det så er sagt, så drifter vi faktisk okay - forstået på den måde, at vi selvfølgelig på ingen måde lever af det og begge har fuldtidsarbejde ved siden af, men at det indbringer nok til at dække de fleste omkostninger ifbm. fodbold, SIF og selve podcasten. Det kan vi, fordi der er så mange skønne lyttere, der vælger helt frivilligt at give et bidrag via platformen 10'er. Vi synes 85 er mange mennesker - men nok mest af alt, fordi vi da vi med bævende stemmer annoncerede det, havde regnet med 10-15 stykker.
Det er rigtigt, at 10'er selvfølgelig tager et snit af kagen, men vi er ikke umiddelbart i stand til iværksætte andre permanente løsninger. Den er smart, fordi det giver noget 'fast' og vi synes faktisk også det giver en særlig tilknytning til vores lyttere at vide, at der er en relativt stor gruppe mennesker, der tror på os og støtter os så meget, at de vælger at smide nogle af deres hårdt tjente penge efter vores projekt. Det gør også, at beslutningen om at bruge 10-12 timer en onsdag på at tage til Brøndby for at se SIF bliver en smule nemmere, når det hele ikke skal trækkes op af egen lomme - på den måde bidrager det også til et forhåbentlig bedre og stærkere program, når vi flere gange har mulighed for at overvære begivenhederne helt tæt på og dermed give autentiske reportager videre til vores lyttere.
Vi kan naturligvis også godt forstå, at der er mange, der ikke har lyst til at være bundet op af (endnu) en månedlig overførsel - dem sætter vi også rigtig meget pris på, hvad enten det betyder at man 'bare' lytter med, giver 5 stjerner og skriver anmeldelser, fortæller det videre til en ven eller støtter via vores mobile-pay-box, som altid er åben og ligger øverst i denne efterhånden lange tråd. Igen - mange tak for det.
Jonas