Det er faktisk et svært regnestykke at lave med alle de forskellige småposter, der nu er forbundet med en fodboldkamp. Jeg forestiller mig, at man nok bruger mere, end man lige går og regner med.
Jeg synes den letteste post for mig at spare væk har været maden. Det er selvfølgelig også lettere til de her klokken 14 kampe end klokken 18, men man kan altså lave sig selv et noget billigere og mere nærende måltid derhjemme, end den stadionplatte man kan få, som man relativt hurtigt kan blive træt af, hvis man kommer hver gang.
Når det så er sagt, så må man vel også spørge sig selv, om de 1000kr om måneden kunne være brugt bedre? Ville de være brugt bedre på at afdrage på lånet, et par nye bukser eller et restaurantbesøg? Nu er der selvfølgelig noget recency bias, men oplevelsen i onsdags og i øvrigt onsdagen forinden synes jeg er svær at værdiansætte.
Hvis man tænker på, hvad man får igen, så er det jo til tider store oplevelser, som man husker tilbage på resten af livet. Jeg tror mange fra min generation uden at blinke ville smide en månedsløn for at være ung i 94’. Det er ikke store oplevelser hver gang, men det er trods alt oftest skærmfri kvalitetstid med venner eller familie, som man deler en passion med. Måske endda nye bekendtskaber, man møder på busture eller falder i snak med på stadion, fordi de stiller spørgsmålstegn ved din Vidarsson-trøje. Det er ekstremt sundt for mennesker at have noget at gå op i, som interesserer en og som man kan mødes med andre om. På den måde tror jeg egentlig det er en ret god langsigtet investering.
Så kan man selvfølgelig mødes lidt oftere foran skærmen, hvis man synes økonomien presser, men jeg tror det er en ekstrem vigtig arena at prioritere, især for os mænd, fordi vi generelt er dårlige til at holde kontakten og ‘bare mødes til en kop kaffe’ og ender med at sidde derhjemme og blive ensomme.
Det giver noget særligt at være fælles om, om man så ender i bunkekram med fremmede mennesker eller græder i kor.
