SotD
Jeg kan sagtens bruge den grundige analyse til en helt masse. Det er jo egentlig 'bare' den hårde data, der beviser det, der måske ellers bare kan fremstå som en fornemmelse fra min side.
For mig står Europa-kampagnen som den største skuffelse. Ikke fordi det ikke på papiret er flot med seks point og to storsejre over FCSB, men fordi jeg sad og følte, at vi kunne ha fået SÅ meget mere.
Jeg ved godt, at folk sagde, at vi "bare ikke er bedre", når vi over to kampe mod HJK ikke kunne gå videre. Men når man så os i Superligaen, så VAR vi jo langt bedre end det vi viste i de kampe. Især den første kamp i Finland står som det måske ringeste, jeg har set os spille siden sidst, vi var i Superligaen. Altså for tre år siden ca.
Og jeg er skide ligeglad med, hvad folk siger om HJK's "europæiske erfaring". Jeg så kampene, og det der hold var ringere end Lyngby. De var vel på niveau med Vendsyssel eller noget lignende. Men I Guder, hvor var vi krampagtigt forkrampede i de to kampe - mest den første selvfølgelig. Vi var så langt fra at spille os ud, at det gjorde helt ondt. Og det fortsatte egentlig mod Anderlecht. Anderlecht var satme ikke godt kørende, men vi var simpelthen for benovede over at møde dem.
For mig vil det ikke være sæsonens største skuffelse, hvis vi ikke kommer i top6. Sæsonens største skuffelse er, at vi ikke kom videre fra gruppen i Conference League. Ikke fordi vi som udgangspunkt BØR slå Anderlecht ud, selvfølgelig ikke. Men fordi vi mødte et hold, der på tidspunktet var i så ringe en forfatning, at vi kunne og faktisk også burde ha slået dem, hvis vi havde spillet lige så godt, som når vi mødte FCK eller FCM i ligaen. Om ikke andet én af gangene.
I get it. Det var første gang i Europa for de her spillere. Jeg havde bare virkelig håbet på, at når vi nu et år forinden var taget til Parken og ikke gav en flyvende fuck for hverken at spille i Nationalarenaen eller møde Skandinaviens dyreste trup, at vi til en vis grad kunne ha taget det med ud i Europa. Det kunne ha været den vildeste og smukkeste fortsættelse af denne eventyrlige periode for Silkeborg med et avancement fra et gruppespil. Det ville vel næsten kun være et dansk mesterskab, der ville være større.
Og meget symptomatisk for os, så spillede vi jo pludseligt helt fantastisk, da vi kom bagud og en mand i undertal i kamp nummer to mod Anderlecht. Hvorfor? Jamen, fordi nu havde vi jo intet at tabe. Ingen forventede noget af os en mand og et mål nede mod et belgisk storhold - og så begynder vi pludselig at rulle os helt ud. Det var jo vanvittigt at se, hvordan vi fejede så dyrt et hold væk på JYSK Park en mand i undertal. Anderlecht spillerne fattede jo heller ikke, hvad der ramte dem, kunne man høre bagefter.
Men det spil ER jo i os. Vi HAR helt tydeligvis evnerne til at spille på den måde. Blokaden ligger åbenlyst mentalt. Og det er bare ærgerligt, at vi nærmest skal sendes ud, før vi for alvor viser, hvad vi tydeligvis kan.
Så.. For lige at opsummere, så er det her ikke en kritik som i at "alt er den rene elendighed." Det er mere en ærgrelse, der er opstået af en helt enorm stærk anerkendelse af de evner, der er i det her hold, når vi spiller os ud.
Jeg ved, det bliver mere end svært. Måske næsten umuligt. Men jeg håber, at vi på en eller anden måde kan ramme et gruppespil igen enten i næste sæson eller i sæsonen efter. Jeg tørster efter revanche, for vi kan sgu godt 💪 Det er vildt, at Kent har samlet et hold, der for så få penge, kan spille på den måde. Det går nærmest imod enhver forstand. Hvis vi bliver bedre til at "give slip", så tør jeg nærmest ikke tænke på, hvad vi kunne have nået i 2022. Og måske stadig kan nå fremadrettet. Jeg ved ikke, om en mentaltræner - eller måske et fælles psykedelisk trip af én eller anden art kan fjerne den mentale blokade 😅 Det kunne da være en interessant teambuildingtur inden 2023-24-sæsonen.
Og jeg er næsten helt sikker på, at de bedste resultater i Superligaen i denne sæson ligger foran os. Simpelthen pga. den lidt mærkelige dynamik som jeg og SotD har beskrevet her.