Shearer Man så først tegnene til, hvad vi var ved at blive til, da vi baskede OB 0-6, da vi var rykket ned for tre år siden. Vi så også tegnene til det i top6 sidste år, hvor vi næsten var helt væk, men så pludselig ramte en stime, da ingen længere, formentlig ikke engang os selv, troede at vi kunne nå noget.
Du taler direkte ind i et skriv jeg faktisk havde på bold.dk i dag i relation til noget hvor Kent Nielsen taler om, at vi skal huske at være selvkritiske. Det er godt nok lidt off topic - men måske I kan grave ned i konceptet omkring hvornår SIF er gode og hvornår de ikke er - for jeg ser en tydelig tendens. Her er det skriv jeg havde på bold.dk - bare ignorer det hvis det er uinteressant. Præmissen for skrivet er, at Kent udtaler at vi sikrede os bronze med 1-0 sejren hjemme over Randers:
Vi sikrede os altså ikke bronze med målet i overtiden mod Randers.
Efter Randers-kampen manglede der 3 runder. Stillingen var:
1. FCK 59 (68)
2. FCM 58 (65)
3. SIF 49 (49)
4. AaB 44 (45)
5. Randers 42 (43)
6. Brøndby 41 (48)
Det var ikke os der sikrede os bronzen, for vi hentede 0 point i de sidste 3 kampe mod FCK, FC Midtjylland og Brøndby. Både AaB og Randers hentede bare kun 1 point hver, og indhentede os dermed ikke. Det var vores held at det var Brøndby og ikke én af de to andre der satte en slutspurt ind - for så havde vi altså ikke vundet bronze.
AaB og Randers sikrede os bronzen i næstsidste spillerunde ved at tabe til hhv. Brøndby og FCK. Vi kunne have fejret bronzen hjemme mod Midtjylland, men blev kørt ud på røv og albuer med 1-4.
I forhold til det europæiske eventyr synes jeg i øvrigt også man glemmer i sin iver på at forherlige situationen, at vi pissede en Europa League plads ud i lokummet ved ikke at kunne slå HJK over to kampe, ligesom vi missede chancen for at gå videre fra gruppespillet, ved at være enormt inkompetente i vores defensive organisation hjemme mod Anderlecht.
Hvis det er vigtigt at være selvkritisk, så synes jeg at det absolut største kardinalpunkt er, at vi som fodboldhold er ude af stand til at levere "når det gælder". Vi er et fantastisk rugbrødshold, der leverer både flot spil og gode resultater i de her mellemfaser af turneringerne hvor der ikke er noget der bliver afgjort. Men ligeså snart vi står med noget der minder om en afgørende kamp, så bliver den smidt. Vi spillede blændende i de to første runder af grundspillet sidste forår, hvor vi blæste hhv. Vejle og AaB bagover med samlet 7-1. Derfra skulle vi så bare finde 2 point for at sikre os top 6 - hvorefter vi gik ud og tabte 3 kampe i træk. Det endte så med at vi skulle side og glæde os over at AGF ikke vandt en eneste kamp i de sidste 4 runder.
Vi kan supplere med søndagens kamp mod Brøndby, hvor et uafgjort vil være et kæmpe skridt på vejen mod at sikre top 6 - her smider vi så uafgjort, efter vi har fået kontrol på kampen.
Man kan også fremhæve kampen om 1. pladsen i 1. division, hvor vi fører 3-0 ude mod Viborg, men ender med at smide det væk og få 3-3. Ligepræcis de point der manglede i kampen mellem 1 og 2.
Eller i 2017/18 hvor vi vandt 1-0 hjemme mod Esbjerg i nedrykningskampen, og burde have ført 2/3-0 efter en time i Esbjerg, for så at tabe 0-3 de sidste kvarter.
Eller da vi 14 dage forinden stod i en pokalfinale, og kom foran efter en halv time, for så at indkassere to hurtige mål, brænde en stor chance til sidst i kampen, for så at dø på en omstilling.
Nu står vi der igen. Med en sejr hjemme over FC Midtjylland bør vi komme i top 6 - vi skal sgu nok endda være så heldige at Randers taber i Aalborg, og OB får uafgjort mod AGF, for at vi så selv taber på hjemmebane mod FC Midtjylland og forærer dem den sidste top 6 plads - Og når vi nu kommer videre til pokalsemifinalen med en samlet sejr over SønderjyskE, så står vi der igen - og taber igen.
Det må snart lykkes at få noget "finale" mentalitet banket ind i knolden på de her gutter, så det ikke bare er rugbrødskampene vi vinder.
