kære alle,
som lovet en kort melding fra direktørens bord.
Halvdelen af grundspillet nu overstået - 24 point i 11 kampe - godkendt.
Det er uændret min forventning at 2 point i gennemsnit, med meget stor sandsynlighed giver oprykning, så vi er fint med.
Syntes den forløbne del af sæsonen har budt på mange fine præstationer, ligesom de sidste to runder har vist, at vi har en god bredde i truppen og besidder vindermentalitet, så det lover godt for den kommende periode.
Nu gælder det om at holde fast - 5 kampe mere inden vinterpausen, og bemærk at tre af modstanderne, Helsingør, Viborg og Fredericia er dem vi har tabt til, så det må være tid for revanche.
Det er en tæt topstrid - Viborg har gjort det rigtig godt og solidt, og jeg tænker at de profiterer på deres kontinuitet, Fredericia og Esbjerg kommer også til at spille med hele vejen, mens jeg til gengæld er overrasket over at Hobro ikke har fået flere point, men de har også været hårdt ramt på skadesfronten, så måske de kommer. Helsingør og Fremad A. (sidstnævnte med rækkens største budget) kan heller ikke afskrives endnu.
Som det fremgår satser vi benhårdt på spillere, der indeholder et udviklingspotentiale, da vi er nødsaget til løbende at skabe spillere, der kan indbringe transferindtægter, for at kunne finansiere butikken - det er en risikabel strategi, fordi det dels giver risiko for sportslige udfald, og derudover kan man ikke være sikker på, at man hvert år kan skabe transferindtægter, og derfor er det vigtigt at være polstret, så man kan klare et år, hvor de ikke realiseres - jeg havde svært ved den 1. januar 20 at forudsige at vi i år, skulle komme til at realisere de største transferindtægter i klubbens historie, men ikke desto mindre, er det sådan det er gået, og der er heldigvis fortsat rigtig meget talent tilstede i vores klub, så jeg tænker, at der er gode muligheder for, at vi også i de kommende år, kan sende spillere videre til finere adresser.
Fodboldforretningen er naturligvis hårdt ramt af Covid-19 - ingen matchdayindtægter og pres på sponsorindtægterne, og derfor er vi glade for de gode transferindtægter, der realiseres og dermed sikrer, at vi ikke er under pres, på nogen måde. Tror faktisk at mange af konkurrenterne kæmper rigtig hårdt med at etablere den fornødne likviditet lige nu.
Vi savner at ha tilskuere på JYSK park, og jeg håber (ligesom alle andre) at vi snart får bugt med Covid-19, så vi kan komme tilbage til mere normale tilstande - kunne være skønt med oprykningsrace og mange mennesker på lægterne, til foråret.
Tak for engagement og opbakning.
Med optimistisk hilsen
Kent Madsen