Seneste runde er kun lige slut, før næste runde starter allerede i morgen, hvor både Esbjerg og Hobro skal i kamp mod de mindre påagtede hold i henholdsvis Hvidovre og Kolding.
Vi skal dog selv hen til torsdag aften klokken 18.00 i det, der er et vaskeægte topopgør mod Viborg hjemme i Silkeborg.
Jeg har kigget lidt nærmere på Viborgs spillere. Og jeg må sige, at de overrasker mig lidt. De virker bedre end jeg lige gik og troede. Og det er bestemt ikke kun pga den gode start, jeg siger sådan.
De har lejet en ung islænding til keeperpositionen i Brentford, men han er pt. ude med coronavirus ser det ud til. I hans sted har relativt ukendte Can Dursun spillet.
Det er til gengæld et velkendt navn, der passer venstre back i form af tidligere Sif-spiller, Christian Sørensen. Han kom til i sommeren 2019 og blev mere eller mindre fra start omskolet til venstre back, selvom det ikke er noget, han tidligere har spillet. Og vi ved jo selv, hvor vigtigt det er, at have dygtige offensive backs i Divisionen.
Centralt i forsvaret har de bl.a. Lars Kramer, der kom til fra Groningen forud for sidste sæson. Kun 21 år gammel og nåede at spille én kamp i Æresdivisionen. Tre mål for VFF i sidste sæson.
Den anden plads optages af tårnhøje Mads Lauritsen, som nogen måske husker fra Vejle for hvem han også nåede at spille Superliga med.
Alexander Fischer passer den anden back. Ham kan folk nok huske fra Randers. Er efterhånden blevet 34 år, men har også erfaring med at spille længere fremme på banen.
Den defensive midtbane passes af anfører og mangeårig Viborg-spiller, Jeppe Grønning.
24-årige Frederik Brandhof passer den ene centrale midtbane. 10 mål i 29 kampe i sidste sæson. To mål indtil videre i denne. Jacob Bonde spiller ved siden af ham. Han har lavet intet mindre end fem mål i denne sæson. Nåede også 10 kasser i sidste.
Mads Aaquist blev hentet forud for sæsonen i FCN og skal nok spille venstre wing, selvom han også har spillet centralt i sæsonen. Han har udover fra FCN også Superliga-erfaring fra Randers og Helsingør. Små 50 Superliga-kampe i alt. Flot signing.
Kun 18-årige Tobias Bech passer Viborgs højrekant. Nåede allerede 21 kampe i sidste sæson med fire mål og fem assists til følge. Utvivlsomt et stortalent.
Sebastian Grønning spiller helt fremme. 14 mål i 31 kampe for Skive i sidste sæson. Seks i syv i denne sæson for Viborg.
Selvfølgelig skal man ikke lade sig farve for meget af, at Viborg har fået en god start. Det kan snildt være, at Esbjerg og Hobro ender med at være de værste konkurrenter om oprykningspladserne, når det skal afgøres til foråret. Men de ser gode ud.
De har samlet set mange spillere med ret meget Superliga-erfaring. Reelt måske flere Superliga-kampe end vores spillere tilsammen, selvom jeg ikke har talt dem. De har udmærkede offensive backs. De har nogle ret målfarlige spillere centralt på midtbanen ligesom deres centrale forsvarsspillere også er det. Noget vi skal passe på i forbindelse med hjørnespark, hvor vi som regel ikke selv er for gode.
Og så er det også ret skræmmende med et ungt talent som Bech på den ene kant og "Superliga-spilleren" Aaquist på den anden. For ikke at tale om Sebastian Grønning, der har været lidt af en målmaskine so far. Egentlig tror jeg ikke, han er bedre end Holten i rene skills. Men har han nok lige en tand mere selvtillid, fordi hans start lige har været lidt bedre. Og vi ved jo, hvad selvtillid gør for angribere.
Lige umiddelbart ville jeg næsten tro, vi vil kunne styre spillet overbevisende i samtlige hjemmekampe i denne sæson. I hvert fald efter at have set os mod Hobro og Esbjerg. Men efter at have gået Viborgs hold efter i sømmene, føler jeg mig knapt så sikker. Og selv hvis vi styrer spillet er det jo langtfra nogen garanti for sejr overhovedet.
Viborg virker både til at have kvalitet nok til potentielt at kunne være spilstyrende noget af tiden mod os. Og de virker også som et hold, der har erfaringen og hårdheden til blot at smadre vores spil, hvis det er det, der virker for dem på dagen. Og derudover skal de nok blive en håndfuld over fløjene med deres kanter og offensive backs.
Inden jeg kiggede nærmere på dem tænkte jeg egentlig at de "bare" havde fået en god start. Nu tænker jeg faktisk, at det ikke er så overraskende, at de indtil videre har været farligere end EfB og Hobro. De har et bedre hold end Hobro, synes jeg.
De senere år synes jeg, at Viborgs forskellige 1. Divisionshold har været nogle usexede, lidt kønsløse hold, der jo så heller ikke er endt med at rykke op. Lidt som en kedelig damptrommel, der ikke kom nogen vegne. Denne gang synes jeg faktisk, de har sat en trup sammen, der har noget af det der skal til. En del Superliga-erfaring blandet med fremadstormende talenter. Gode, offensive backs. Og en angriber, der har vist sig målfarlig, selvom han på papiret måske ikke var en stjerne inden han kom.
Vi er stadig små favoritter vil jeg mene. Men det er kun fordi, vi spiller hjemme. Havde det været i Viborg, så ville jeg have dem som lille favorit.