Nu fik jeg langt om længe hørt det sidste også. I skal have stor ros for indsatsen og initiativet. Det er rigtig god gået, og egentlig også et fint og professionelt setup I stiller med synes jeg. Der var lidt med lyden engang imellem, her kunne man måske med fordel optage lyden direkte ind i et lydkort fremfor igennem en mikrofon, så højtaler og så mikrofon via lydkort. Men det er en biting, som jeg er sikker på I finder en god løsning på.
Selve interviewet:
Jeg står egentlig ved det meste af det jeg skrev tidligere. Jeg synes ikke der er ret meget nyt omkring Mattsson situationen at lytte mig frem til. Massop forklares fint - men vel egentlig en udtalelse de også tidligere er kommet med.
Der hvor jeg synes det bliver interessant er når vi også får Kent lidt på banen i forhold til det taktiske og mentale - for her tror jeg faktisk man kan grave et spadestik dybere og få nogle rigtig interessant debatter og optagelser. Så måske det var en vej at gå fremadrettet. Jeg ville i hvert fald lytte med!
Det er egentlig ikke ny lærdom at der er forskel på at træne Flinta og så en 19-årig opkomling. Det tror jeg de fleste af os kan sætte os ind i, men det er ikke desto mindre interessant at høre lidt mere om hvordan man så rent faktisk håndterer det i praksis. For der er vel ingen tvivl om at Kent Nielsen gør et rigtig fint stykke arbejde med netop de unge lige i øjeblikket - og det endda efter en svær nedrykning og en periode med mange nye på korte aftaler. Formentlig også nogle ret store og markante personligheder som Kees, Romo, Jakobsen, Flinta, Møller og måske endda også Mads Emil, selvom han så ikke var så gammel.
Hele den her omstillingsparathed der skal ligge i trænerteamet, synes jeg fortjener en positiv vinkling og måske noget mere dybdegående arbejde. For som Kent rigtigt siger, så havde han måske væltet omklædningsrummet tidligere med en rutineret trup, hvis man havde indkasseret to sene mål imod Hobro - og han havde nok også slået i bordet efter en røvfuld mod Helsingør osv. - Det er ret interessant hvordan han i stedet griber det an og stryger spillerne lidt mere gelinde mod hårene end med topprofessionelle og rutinerede spillere.
Han er også helt ærlig omkring debatten med hvorvidt man kan bruge en keeper taktisk, hvor han endnu ikke er nået rent fagligt, mens han godt kan se fidusen i forhold til forskellige typer centrale forsvarsspillere. Sindssygt godt og kvalificeret spørgsmål og vinkling af dig der stiller spørgsmålene. Selvom du slår dig selv som "amatør", så synes jeg du har nogle særdeles kvalificerede betragtninger som Kent jo heller ikke selv nødvendigvis har gjort sig mange tanker om. DER tror jeg virkelig vi kan få en spændende debat, betragtning, følgeton eller hvad I nu vil kalde det.
Jeg ville klappe i mine små hænder hvis I tog teten og gravede lidt dybere i den del - måske i forbindelse med vinterpausen, så vi lige får nogle flere runder med - eller måske endda allerede i starten af december. Det kunne være spændende at se hvor vi står - og høre lidt mere omkring det arbejde der har ligget i udvikling af spillestil, implementering af nye spillere osv. Det er meget meget sjældent vi som ufaglærte får decideret adgang til den viden.